Raketvidenskab set fra Rundetaarn

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Heller ikke Københavns bombardement i 1807, der resulterede i massive ødelæggelser, men også kom til at gavne videnskaben – ad snørklede veje og med Rundetaarns hjælp.

Af Rasmus Agertoft, Rundetaarn

Nogle gange skal man alligevel gå tilbage til en fuser. Det var i hvert fald, hvad den danske sekondløjtnant Andreas Anton Frederik Schumacher (1782-1823), der stammede fra Holsten, gjorde en septemberdag i 1807, og hverken militærhistorien, videnskabshistorien eller Rundetaarns historie ville have været den samme, hvis ikke han havde blæst på det gamle råd.

Den fuser, han gik tilbage til, var en eller to af de såkaldte brandpile, som blev skudt ind over københavnerne under det britiske bombardement af byen fra den 2. til den 4. september 1807. Ud over de kugler, bomber og granater, som man var vant til at bruge ved bombardementer, havde noget helt nyt nemlig også fundet vej til angrebet: brandpilen eller den congreveske raket, opkaldt efter den engelske officer William Congreve (1772-1828), der havde opfundet den og selv var til stede, da den blev fyret ind over København fra en stilling på Frederiksberg.

Massive ødelæggelser

Rundetaarn gik nogenlunde ram forbi bombardementet, selv om de britiske styrker ifølge en samtidig beretning "meget sigtede efter det astronomiske Taarn og Observatoriet, og vist har kastet over 400 Bomber derefter". Værre gik det imidlertid ud over resten af byen, der blev ramt af massive ødelæggelser. William Congreve besigtigede dem selv efter bombardementet og nikkede tilfreds, idet han tilskrev en stor del af dem sin nye opfindelse.

Man har gættet på, at både tusindvis og titusindvis af Congreves raketter blev affyret under bombardementet, der skulle formå Danmark til at overlade sin betragtelige flåde til Storbritannien, som var i krig med Frankrig, mens Danmark egentlig helst ville have forholdt sig neutralt. I virkeligheden blev der kun affyret 300 congreveske raketter, men der har altså været nok til, at nogle af dem ikke gik af og kunne blive fundet af sekondløjtnant Schumacher, der efter et par år selv forsøgte at gøre Congreve kunsten efter.

Jordens form og størrelse

Schumachers eksperimenter, der nød kong Frederik VI’s personlige interesse, foregik på den lille ø Hjelm i Kattegat. Den afsides beliggende ø egnede sig godt til de hemmelighedsstemplede eksperimenter, men Hjelms beliggenhed kunne også bruges til noget andet, og det er her, Rundetaarn kommer ind i billedet.

I 1815 blev Schumachers storebror, Heinrich Christian Schumacher (1780-1850), nemlig udnævnt til astronomiprofessor ved Københavns Universitet og dermed leder af Observatoriet på toppen af Rundetaarn, og året efter foreslog han kongen at levere et dansk bidrag til et af tidens store videnskabelige projekter, nemlig den såkaldte gradmåling, der gik ud på at forsøge at bestemme jordens form og størrelse.

Som den danske gradmålings første store fortjeneste nævnes ofte gradmålingen i 1816 fra Skagen til det tyske hertugdømme Lauenburg, der lige var blevet dansk. Før denne måling eksperimenterede brødrene Schumacher imidlertid med en anden gradmåling, som angiveligt behagede Hans Majestæt så meget, at han befalede målingen fra Skagen til Lauenburg gennemført.

H.C. Schumacher nævner eksperimentet i en kortfattet tysksproget notits fra 1823. Her skriver han, at "Som bekendt har min bror allerede i 1816 anvendt raketterne til længdebestemmelser", og uddyber, at broderen affyrede raketterne fra Hjelm, mens han selv iagttog fra Rundetaarn, at "lyskuglerne på hans raketter sprang".

Til Altona

Ved at observere raketterne midt mellem Rundetaarn og den jyske vestkyst lykkedes det Schumacher at måle flere længdegrader i det, der måske er ”Verdens første eksempel på raketbaseret astronomi”, som det er blevet foreslået. Det fremgår dog ikke, om den fredelige anvendelse af broderens raketter fortsatte, og i hvert fald ændredes forholdene snart. Med kongens billigelse flyttede H.C. Schumacher nemlig i 1821 til Altona, som på det tidspunkt var dansk, og grundlagde her sit eget observatorium, som stod færdigt i 1823. Samme år døde hans bror.

Gradmålingerne fortsatte imidlertid, og der går en direkte forbindelse fra de brandpile, der susede forbi Rundetaarn i 1807, til senere navnkundige institutioner som Geodætisk Institut. Det kan derfor godt være, at der er grund til at revidere rådet om aldrig at gå tilbage til en fuser. Men det står stadig til troende, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Under Københavns bombardement i 1807 skød briterne til måls efter Rundetaarn, der ni år senere blev en del af det, der er blevet kaldt verdens første forsøg på raketbaseret astronomi. Københavns Museum.
13.08.21