Ridset i ruden

Det er ikke altid respekt for kulturarven, der har kendetegnet københavnernes og turisternes besøg i Rundetaarn. Tag bare de sært hemmelighedsfulde indridsninger i sneglegangens ruder, der kan være små kunstværker af sirlighed og dermed selv en slags kulturarv.

Af Rasmus Agertoft, Rundetaarn

Kilroy har muligvis ikke været der, men til gengæld har både Mia og Gustaf, Charles Rasmussen og ”Skovridderen P. Petersen” besøgt Rundetaarn og sat sig et minde, der stadig kan ses. De har nemlig alle ridset deres navn i en af de små blyindfattede ruder, der skiller tårnets sneglegang fra resten af verden.

Det er de ikke alene om. Hvis man kigger ordentligt efter, kan man opdage dusinvis af navne og årstal på ruderne. Især hvis det er solskin, for så står de særlig smukt frem.

Nogle af navnene er ret ubehjælpsomt skrevet, andre er små kunstværker af sirlighed. Men de stammer også fra en tid, hvor håndskriften var mere i højsædet end nu. Mia og Gustaf besøgte for eksempel tårnet i september 1904, Charles Rasmussen tre år senere og skovrider Petersen i 1938. Han var der i øvrigt den 7/7, selveste datoen for nedlæggelsen af tårnets grundsten nøjagtig 301 år tidligere.

Fortsættelse i højden

Sneglegangen har ikke altid haft ruder. Oprindelig var der kun trælemme for åbningerne, i 1833 kom også jernstænger for, og midt i 1800-tallet kom så ruderne. Også før den tid kunne de besøgende dog snildt finde et sted at sætte deres navnetræk, når de besøgte Rundetaarn. Som man kan se på gamle tegninger og fotografier, fyldte navne godt op på hvælvinger og vægge sammen med indskrifter og andre fantasifulde udskejelser.

Sneglegangen fungerede dengang nærmest som en fortsættelse i højden af Købmagergade neden for tårnet, og det var ikke ligefrem respekt for kulturarven, der prægede besøget. I skiftende årgange af bladet "Politivennen" kan man følge problemet, der ikke begrænser sig til indskrifter på væggene.

I 1841 klages der for eksempel over, at gadedrenge bruger sneglegangens nederste snoninger til at spille bold i, og i århundredets begyndelse er det endnu værre ting, københavnerne udsætter det gamle tårn for. "Fremmede have største Grund til at troe at de ikke betræde Dannemarks Observatorium," hedder det således i 1805 med henvisning til Europas ældste fungerende observatorium på toppen af tårnet, "men Kjøbenhavns offentlige Lokum".

Spejlvendte ruder

Nogle af de flittigste til at ridse deres navn i sneglegangen var, måske ikke så overraskende, glarmestrene og deres svende. En glarmestersvend har for eksempel skrevet sit navn helt tilbage i 1899, hvilket dermed er den ældste daterede indridsning i Rundetaarn.

Senere har adskillige fulgt trop. Og måske har et par af glarmestersvendene brugt mere krudt på at forevige sig selv end på at gøre deres arbejde. I hvert fald kan man konstatere, at flere ruder er blevet vendt på hovedet eller sat spejlvendt i.

Fra hærværk til kulturarv

Der er noget sært hemmelighedsfuldt ved alle disse navne. Hvem var den ”Murer Jensen” og den ”Murer Watson”, der har brugt tid på nærmest at lodde deres navne ind i vinduesglasset ved siden af hinanden en martsdag i 1911? Og hvorfra kom Koja og Wibeke, der syntes så godt om hinanden, at de placerede det fineste lille hjerte mellem deres navne i 1954?

Fantasien har frit spil, for svaret er for længst blæst ud af sneglegangen og har kun efterladt navne og årstal. Og ligesom på kirkebænke og degnestole rundtomkring i landet, hvor generationer har fornøjet sig med at riste runer over sig selv, er hærværk også her blevet kulturarv. Overbærenheden vokser, som tiden går. Men derfor er det selvfølgelig stadig forbudt.

Der er, måske ikke så overraskende, en del glarmestre og glarmestersvende blandt dem, der har ridset deres navn på ruderne i Rundetaarns Sneglegang. De ældste indridsninger er fra tiden omkring år 1900. Foto: Rasmus Agertoft.
16.11.21