Sabine Lemire - en forfatter du skal kende

Sabine er lige nu aktuel med tegneserien "Mira - #husbåd #far #kærlighed", som er nomineret til en Pingpris. Vi har spurgt Sabine, hvad der inspirerer hende, når hun skriver til børn, og hvad hun skriver lige nu. 

Sabine Lemires forfatterskab spænder bredt fra kreabøger for hele familen til bøger om pubertet og sex og så den utroligt populære tegneserie Mira. Sabine er inspireret af børnenes univers og interesser, når hun skriver, og hun rammer plet! Sabines bog "Guide til piger" vandt nemlig børnenes egen bogpris Orla prisen sidste år. Læs med her!
 


Hvilken litterær helt havde du som barn?

Jeg tror ikke, jeg på den måde havde en helt, men der var mange bøger, jeg var meget glad for. Den uendelige historie er en af dem.
Jeg læste også en serie, der hed, du er hovedpersonen i … Man skulle selv som læser være med til at vælge handlingen i bøgerne. Jeg læste dem sammen med mine veninder og vi diskuterede, hvad vi skulle gøre. I virkeligheden var de lidt som et spil for os.

Hvilke børnebøger har gjort størst indtryk på dig det seneste år og hvorfor?

Karen Vad Bruun har skrevet en virkelig fin bog, Overkøje Underkøje. Den sendte mig direkte tilbage på lejrskole i 5. klasse. Stemninger og sprog er vældig fint.
Signe Kjær har lavet en bog, der hedder Kittes køkkenhave. Der er nogle bøger, hvor tegningerne bliver selvstændige historier, ved siden af teksten. Den slags bøger elsker jeg, det gjorde jeg også som barn. Jeg er vild med Signes tegninger. 

Hvordan finder du inspiration til de bøger du skriver?

Jeg kigger rigtig meget på, hvad børn interesserer sig for. Det nytter ikke noget at ærgre sig over, når de hellere vil sidde med en skærm, end at læse i en bog. Så må man hellere finde ud af, hvad der er så spændende i den skærm og prøve at se, om man kan bruge det til noget. Jeg synes, det er spændende at prøve at forstå børns interesser, også med ting jeg i første omgang synes virker mærkelige eller overfladiske.
Jeg har lavet mange kreative bøger til børn. Det dejlige ved at lave hobbybøger er, at børn generelt er meget dygtige til at arbejde kreativt. Børn bruger ikke mine bøger så bogstaveligt som voksne. De laver noget ud fra mine projekter, voksne går først i gang, når de har alle materialerne klar og de følger instruktionerne fra ende til anden. Børn har en stor tiltro til at de selv kan finde på noget, så de arbejder tit mere selvstændigt. 

Hvad håber du børn får ud af at læse dine bøger?

Jeg vil gerne skrive om ting børn kender. Følelser og oplevelser de måske selv har haft. Jeg kan godt lide, at det svære i en historie er i baggrunden, så det er overskueligt for barnet. Hvis ens forældre lige er blevet skilt, kan det være rart at læse om skilsmissebørn, uden at det egentlig handler om det, som andet end et vilkår.
Når jeg laver hobbybøger, håber jeg naturligvis at de glemmer tid og sted, fordi de koncentrerer sig om at bygge et eller andet. Det er fantastisk at kunne lave ting med sine hænder.

Hvad er du i gang med at skrive lige nu?

Lige nu skriver jeg på to ting. Jeg skriver en bog, hvor læseren selv er med til at vælge handlingen, som dem jeg elskede som barn. Dog i Miras univers, hvor der nu både er tegneserier og vælg selv handlingen bøger. Den første bog hedder Mira på lejrskole, den anden handler om Miras fødselsdag. 
Jeg arbejder også på en bog om frihed til børn. Det er en efterfølger til Hvad er sex? som udkom sidste år. Rasmus og jeg var enige om at hvis vi skulle lave en bog om sex, skulle den både omhandle det fysiske, lysten og følelserne. Da jeg var færdig med at skrive, fik jeg lyst til at lave en bog om køn og identitet. Det er den, jeg kalder frihedsbogen.

Hvornår udkommer din næste Mira bog?

Den næste bog om Mira udkommer 12. Juni. Det er en tegneserie som de to første.

 

Biblioteket indkøber selvfølgelig den nye Mira bog når den udkommer og vi glæder os også til bogen om frihed.

På listen herunder kan du reservere de børnebøger, der har gjort indtryk Sabine det seneste år og som barn, samt et godt udvalg af Sabines egne bøger til børn. De populære bøger om Mira selvfølgelig, de vigtige fagbøger til børn om sex og god opførsel, et udvalg af kreabøger med aktiviteter for hele familien, samt et par letlæsningsbøger.

God læselyst!

 

31.05.19