Skibsbrand & Giftig maskulinitet

Som deltager i Christianshavns Bogfestival 2021 fortæller jeg her om min oplevelse.

Forfatterinterviews i Christianshavns Beboerhus

Et stenkast fra min bolig ligger Christianshavns Beboerhus, og det er der, jeg vil hen denne lune sommeraften.

Aftenens program er i to dele: Glenn Bech og Asta Olivia Nordentoft interviewes af mag.art. Iben Engelhardt Andersen.

Der var stor interesse for arrangementet - en 40-50 farverige borgere fra nær og fjern var, som jeg valfartet til bydelens "forsamlingshus", hvor vi coronakorrekt fordelte os i den store sal, smukt oplyst til en varm oplevelse i sort og gylden.

Glenn Bech og Farskibet

Glenn Bech udgav i starten af 2021 sin debutroman "Farskibet". Romanen er en undersøgelse af farens selvmord - hvad var årsagen, og hvad betød det for de efterladte, at faren frivilligt forlod familien: "Med dit selvmord slog du børnene, vi lige havde været, ihjel" (citat s. 45). En sætning der kunne dække denne familietragedie. 

Giftig maskulinitet

Hvad var meningen, var det meningsløst eller meningsfyldt? Ligegyldigt hvad - var det smertefuldt for drengene, og det var svært for Glenn ikke at hade faren for det. Var den giftige maskulinitet, som Glenn Bech kom ind på - var den årsagen: At drenge fra små opdrages til ikke at bede om hjælp ved behov. De skal som voksne mænd være stærke og kunne klare sig - og det kan i værste fald ende i vold, misbrug og selvmord. Iben Engelhardt Andersen kalder bogen for et eksperimenterende kampskrift.

Sproget i de første ca 100 sider af bogen er meget fragmentarisk,  i et forsøg på mere præcist at ramme den lille Glenns tanker og følelser. Glenn Bech havde oprindeligt gerne vedlagt en manual til læsning af disse sider. 

Bogen giver i mange detaljer udtryk for et meget varmt forhold mellem de to brødre Glenn og René – et forhold, som kan lette på det meget tunge tema.

Spørgsmål fra publikum

Publikum spurgte ind til Glenn Bechs nuværende forhold til familien og han fortalte, at de efter udgivelsen af "Farskibet" besluttede sig for familieterapi. Det blev dog uden stedfaren, men Glenns forhold til moren var blevet bedre. Moren har udtrykt sorg over, at bogen skulle skrives, men hun er nu stolt af denne nødvendige bog. 

Der blev også spurgt ind til valg af titel. Titlen "Farskibet" kom af to ting - Glenn havde været stærkt optaget af et ninetendo spil, der omhandlede et skib. - Glenn og René havde kigget op i himlen på en kæmpe hvid sky, som Glenn overfor René kaldte fars skib - og det blev "Farskibet". 

Glenn Bech fortalte, at han nu skrev på noget nyt, der også trak på egne oplevelser, men var noget "sjovere" at arbejde med. 

Efter nogle meget fine oplæsninger klappede vi tilfredse og bifaldende Glenn Bech ud af scenen. 

Asta Olivia Nordentoft og Penge på lommen

Efter pausen var det Asta Olivia Nordentofts tur. Hun udgav i 2020 roman "Penge på lommen". Det er en rund personfortælling om Kurt og Maggie - afbrudt af mere kantede fakta-indlæg om den 30 år gamle brand på Skandinavian Star.

Kurt og Maggie

Kurt og Maggie er et par, og som udgangspunkt har de ikke penge på lommen. Kurt får i løbet af romanen arbejdet sig opad, og som selvstændig involveres han/de i usikre transaktioner. Vi hører om Maggies liv, hvordan hun klarer dagen og vejen uden, at kunne finde sin plads til at træde ind på lønarbejdets principper. Maggie afviser muligheden for - i sin relationen til fortælleren - at bryde ud af det skamfulde rum - sin afhængighed af en voldelig mand. 

Kapitalismekritik

Romanen er første bind, og vil blive efterfuldt af 6 mere – med andre personer, men med samme omdrejningspunkt: Branden på Skandinavian Star. Romanen er en kapitalismekritik – og med Asta Olivias ord: Der er hele tiden nogen, hvis liv bliver ofret for kapitalismen.

Det sværeste ved at skrive romanen var, at sætte sig ind i de økonomiske transaktioner, som omkranser mordbranden. Både at kunne forstå og derefter at formidle detaljerne til læseren

Også her fik vi fornøjelsen af en flot oplæsning fra forfatteren.

Spørgsmål fra publikum

Publikum spurgte ind til bogens opbygning og relationen mellem kapitalismen og menneskenes liv – og selvfølgelig blev der også talt om de kommende bind, hvor Asta Olivia løftede sløret for, at næste bind skulle handle om skibsredderen.

En underholdende litterær aften med et par introverte og intense forfattere og en super interviewer og ikke mindst et aktivt publikum.

Inger Bressendorff-Madsen deltog i arrangementet "Asta Olivia Nordentoft & Glenn Bech" i Christianshavns Beboerhus Dronningensgade 34 onsdag d. 16. juni 2021. Arrangementet var en del af Christianshavns Bogfestival 2021.