Smædeskrifter, sexskandaler og skafottet på Fælleden

Der er ikke mange spor efter Johann Friedrich Struensee i København. Men kom alligevel med rundt på en tur til steder, hvor hans reformer, liv og død dengang kom tæt på københavnerne. Fra Indre By og Slotsholmen til Galgebakken ved Vesterport.

I år er det 250 år siden, at kongen på Frederiksberg Slot i september 1770 skrev under på, at censuren i riget blev ophævet. Trykkefrihedsforordningen af 14. september 1770 skulle styrke landet ved at lade borgerne frit debattere, udveksle ideer og få aflivet gamle fordomme: ”Det er saavel skadeligt for Sandheds upartiske Undersøgning, som og hinderligt i at oplyse de ældre Tiders Vildfarelser og Fordomme, naar redeligen sindede og for det almindelige Vel samt deres Medborgeres sande Bedste nidkjære Patrioter skulle, formedelst Persons Anseelse, Befalinger eller forudfattede Meninger, skrækkes fra, eller forhindres at skrive frit, efter deres Indsigt, Samvittighed og Overbevisning, samt at angribe Misbruge, og lægge Fordomme for Dagen.”

Det var den første, lovgivne ophævelse af censuren i Europa, og den franske filosof Voltaire hyldede kongen:
"I menneskehedens navn kaster jeg mig for dine fødder
den taler gennem min stemme, den velsigner din mildhed
du giver mennesket dets rettigheder tilbage, og du tillader, at det tænker.
Prædikener, romaner, fysik, ode, historie, opera
enhver kan skrive alt, og hvem der vil kan fløjte."

Trykkefriheden fik antallet af udgivelser til at eksplodere. I perioden frem til ca. 1800 steg antallet af tidsskrifter med 116. Til sammenligning blev der i de foregående 50 år etableret omkring 20 tidsskrifter. Begreberne avis, tidsskrift, journal og ugeblad blev brugt i flæng, så der er ikke nødvendigvis tale om tidsskrifter som vi kender dem i dag.

Blandt mange andre udgav den driftige trykker Thiele i Store Helliggejststræde (nuværende Valkendorfsgade) både større værker og mindre smædeskrifter. Og også Struensee og Caroline Mathilde blev taget ved vingebenet, når skribenterne slog sig løs. Særligt, naturligvis, efter januar 1772, hvor man ikke længere behøvede, at bekymre sig så meget om at spotte dronningen. I sine erindringer fra omkring 1790 skrev Élie S. F. Reverdil, der havde været underviser og senere kabinetssekretær for Christian 7., at trykkefriheden ikke blev brugt til at kritisere de tidligere ministre eller ”tage filosofiske emner under dristig behandling”. I stedet kritiserede man de nye forordninger, og trykkefrihedens egentlige bagmand, Struensee, måtte se ”sig selv næsten udelukkende gjort til skive for deres pile.” Også dronningen blev mål for skribenterne, Reverdil beskrev, hvordan hun vakte forargelse ved dels at have en affære med Struensee og dels ved at optræde i mandsklæder. der blev trykt smædebilleder som det nedenfor, hvor Caroline Mathilde er til hest i bukser. Reverdil skrev, at det ”skadede hende mere end hendes følges upassende fortrolighed…ja mere end hendes stadige samvær med den nye yndling.”

smædeskrift med billede af caroline mathilde til hest

For til københavnernes, og efterhånden også resten af rigets indbyggere, forargelse var Struensee både kongens og dronningens yndling. I juli 1771 underskrev kongen en ordre om, at ”De på denne måde udfærdigede kabinetsordrer skal have samme gyldighed, som hvis de var skrevet egenhændigt af mig.” Det var en hidtil uset magt, han her offentligt tilkendte Struensee.

Og Struensee havde store planer for riget; der skulle rettes op på den slukne statskasse, det lave indbyggertal og den manglende industri. Og det er i det lys, at reformerne skal ses: Københavns fattigvæsen, som blandt andet inkluderede Vajsenhuset, blev samlet under Den almindelige Plejeanstalt. Direktionen blev pålagt at ”anse anstaltens forretninger som et politisk og til fremmelse af industrien nyttigt projekt”. Staten skulle være så effektiv som muligt, embedsapparatet skulle slankes, tiggere og fattige skulle i arbejde, så de kunne forsørge sig selv og endnu vigtigere: Styrke økonomien. Han ophævede også straffen for sex udenfor ægteskab samt oprettede den såkaldte Fødselskasse i Amaliegade, hvor uønskede børn kunne afleveres anonymt gennem en luge ind til et jordemoderhus.
Struensee blandede sig også i Universitetets og bystyrets affærer: I maj 1771 blev det beordret, at akademiske titler skulle tildeles til de, der fortjente dem. Uanset religion. Universitetet havde nægtet at tildele en jøde den medicinske doktorgrad. Der blev også gjort op med usikkerheden om, hvad klokken var. Byens ure gik i hvert sit tempo, men nu fik Rundetårn eneret på den ’autoriserede tid’. Denne blev meddelt til byen onsdage og lørdage kl. 12 ved et flag, der blev trukket ned fra flagstangen. Den for datiden høje grad af selvstyre som København havde haft siden 1660, var blevet til et snørklet bureaukrati og et indviklet retssystem med 50 forskellige domstole for fx hoffet og universitetet. De mange særdomstole blev nedlagt, og ordningen med Magistraten og Stadens 32 mænd blev erstattet af Stadens Råd. Dette varede dog kun indtil Struensees fald, hvor det gamle bystyre blev genindsat.
Smædebillede af Struensee og Caroline Mathilde

17. januar 1772 blev Struensee, Enevold Brandt og dronningen arresteret efter en fest i Hofteatret på Christiansborg. Dronningen blev ført til arrest på Kronborg. Brandt og Struensee blev fængslet på Kastellet. Her sad de i flere måneder, mens der blev afhørt vidner, samlet beviser, og Münster, præsten fra den tyske Skt. Petri Kirke, forsøgte at omvende Struensee til kristendommen. Münster hævdede i sin bog om samtalerne med Struensee, at det lykkedes. At manden, han fra prædikestolen havde kaldt et ugudeligt menneske med troløse og blodtørstige hensigter, nu angrede, græd og fandt trøst i troen. I forhørsprotokollerne, der i dag befinder sig i Rigsarkivet, er det en anden, mere hårdnakket Struensee, der træder frem. Han forsvarede sig standhaftigt mod anklagerne, men dommen var givet på forhånd. Og det har senere været diskuteret, om Struensee blev udsat for tortur.

Sidste stop blev skafottet på Fælleden

28. april 1772 svingede bødlen øksen og gjorde Enevold Brandt og Struensee et hoved kortere. Men det var ikke alt. Selv for 1700-tallets københavnere, der ikke levede i en blødsøden tid, var det en brutal behandling først Enevold Brandt og dernæst Struensee fik. Brandt blev dømt efter Danske Lov til at miste sit liv, blive parteret og se sit adelsvåben blive sønderbrudt, da han havde bidt kongen i fingeren. Struensee fik samme dom for at have ’lastet kongen til beskæmmelse’; de blev ikke dømt for at have tiltaget sig magt, men for havde gjort sig skyldige i majestætsfornærmelse, og for dette var straffen døden.

Henrettelsen på Fælleden - lidt nord for hvor Parken er i dag - var afslutningen på lidt over to års hastige udstedelser af mange hundrede kabinetsordrer, der ”kuldkastede alt det bestående og satte andet i stedet” som Reverdil skrev. Resterne af de to parterede mænd blev bragt til Galgebakken ved Vesterport, hvor de blev lagt på hjul og stejle, og fra en englænder, der besøgte København i 1774, ved vi, at de da endnu kunne ses.

Trykkefrihedens Skrifter

I selvsamme år, som Søren Gyldendal grundlagde sit forlag, afskaffede den egentlige magthaver i Danmark på det tidspunkt,  J.F. Struensee, censuren og indførte trykkefriheden.Det kom ikke til at gå stille af: Der begyndte at udkomme et væld af pamfletter, hvori alverdens aktuelle emner blev taget op, politik, lavsforhold, sædelighed, kongen, dronningen forholdene ved hoffet, alt kunne skrives, alt kunne gøres til gengæld for en pamflet. Det gav på meget, meget kort tid anledning til en helt ny og ukendt offentlighed. 

I den anledning har det Kongelige Bibliotek digitaliseret alle skrifterne.

Trykkefrihedens Skrifter (1770-1773), digital udgave fra Det Kgl. Bibliotek

Struensees underskrift
15.09.20