Tag på læse-date

Invitér kæresten eller en god ven på læse-date. Gitte Tofte, der står bag bloggen Bookworm's Closet giver tips til den gode læse-date og anbefaler bøger i anledning af konkurrencen Byens Bedste Læsested.

Af Gitte Tofte / Bookworms's Closet

Min kæreste og jeg har den hyggeligste (synes jeg selv) tradition: vi tager på læse-date. Konceptet er simpelt: tag på café sammen og medbring en bog hver. Der er noget hyggeligt ved at være sammen i tavshed imens man forsvinder i hver sin historie. Og konceptet behøver ikke begrænse sig til kæreste-dates; man kan sagtens tage ud og læse med en god ven.

Foto: Gitte Toofte / Bookworm's Closet
 

Om man tager på læse-date med en ven eller kæreste, er der dog nogle basale ting, der helst skal være i orden:

Komfortable møbler:

Hårde stole uden ryglæn dur ikke. Find et sted med bløde stole eller måske sofaer. I det mindste skal der være et godt ryglæn, så man kan læne sig tilbage og slappe helt af med sin bog.

En afslappende atmosfære:

Caféer, der spiller radio med fx reklamer er no-go for mig. Find en café, hvor de ofte spiller afslappende og dæmpet musik. Om sommeren løser det sig ved at sidde udenfor.

En person du kan være stille sammen med:

Det er ikke alle personer, man er tæt nok på til at kunne have komfortabel stilhed med. Her skal man helst aftale, at man mødes for at læse – så bliver tavsheden ikke akavet. Men det kan stadig være lidt af en udfordring. Nu har jeg selv en meget talende kæreste, så det kræver, at vi har en klar aftale på forhånd om, at vi skal på læse-date og ikke almindelig date.

Men det skal også være OK at tale lidt:

Jo, der skal være ro til at koncentrere sig om sin bog, men på en rigtig vellykket læse-date deler man også sin læseoplevelse med hinanden: man kan læse nogle afsnit højt for hinanden eller bare tale om, hvorvidt ens bog er god eller ej. Man kan fx tale om bøgerne imens man spiser. Med mindre man har bestilt:

Mad, der kan spises med én hånd:

De fleste caféer serverer enorme sandwich som eksploderer ud over tallerkenen (og nogle gange også bordet) så snart man tager en bid. Men der findes caféer, der serverer læsevenlig mad. Jeg selv holder meget af at komme på The MudHoney, hvor de serverer lækre små sandwich, der kan spises med én hånd uden at man bliver griset til.

Den rigtige bog:

Der er nogle bøger, der egner sig bedre end andre. Af praktiske årsager kan det være en idé at vælge en bog, der ikke er for stor, så den er nem at have med i tasken. Derudover vil jeg anbefale, at du vælger en bog, der ikke er alt for kompliceret. Det skal helst være gribende fortællinger, der suger dig ind i historien. Og så må den gerne være interessant, så du har lyst til at fortælle din læse-makker om bogen.

Her er 5 bøger, jeg synes egner sig til læse-date:

  • ’Små påsatte brande’ af Celeste Ng
  • ’Asfalt og blomster’ af Benn Q. Holm
  • ’Ash-Shaheed [Vidnet]’ af Jamal Bendahman
  • ’Alt hvad jeg ved om kærlighed’ af Dolly Alderton
  • ’Knivens stemme’ af Patrick Ness

Læs mere om Byens Bedste Læsested

Læs flere anbefalinger af Gitte Tofte / Bookworm's Closet

Foto: Gitte Tofte / Bookworm's Closet
04.06.19
Spørg biblioteket