Træer, litteratur og gåture

Tanker&titler - mens vi venter på økoromanen...

3 om træer i hånden
Hov! Så stod jeg pludselig der engang i 2019 og havde læst tre romaner, hvor træerne ikke bare var til pynt: Eva Tinds "Ophav", Richard Powers' "Overstory" og Christian Yde Frostholms "Træmuseet". Gode er de, og så fik de mig til at tænke: Er det ved at ske, får vi nu den bølge af Litteratur, som handler om 'naturen', altså den økologiske situation mennesket er i? 

Jeg gik mig en tur i "Rødby-Puttgarden"
Men for mig begynder det med: Engang SKULLE jeg læse Helle Helle, men jeg ville hellere gå en tur i 'resten af naturen'(og jeg havde det med at gå romanlange ture). Af hensyn til mig selv, mit arbejde og bogen/forfatteren, så ville jeg ikke tvinge mig selv igennem. Så jeg opfandt at-gå-tur-i-litteraturen. Eller jeg opdagede, at sagde jeg til mig selv: "Læg mærke til ALLE steder i romanen, hvor der er noget med 'natur'", ja, så virkede det. Jeg gik og gik og læste og læste og det blev mere og mere spændende, hvad jeg mødte. Hvornår kommer der et træ? En fugl, der! En buket tulipaner!! Hvad mere var: Jeg følte på ingen måde, at det gik ud over min forståelse af handlingen eller den 'litterære' oplevelse, tværtimod var det som om det befriede min læsning at have dette sideblik.
SÅ "Rødby-Puttgarden" blev en kæmpe læseoplevelse. Jeg kan stadig genkalde mig 'naturen i den, selv om den måske flyder lidt sammen med selvsamme Helle Helles "de", der også foregår på de lolliske kanter...dufte pløjemarkerne i januar....mærke foråret langsomt komme i begge romaner.

Christian Yde Frostholms "Træmuseet" - roman, essay, rejsebog?
Altså, jeg skal nok få lirket noget natur ud af enhver roman - og hvis ikke så manglen på samme - men der er nu noget over det, når 'naturen' rykker frem i forgrunden. Således i "Træmuseet", hvor en forfatter drager ud på ekspeditioner i jagt på træernes historie, litterære forbilleder og ikke mindst sig selv. Rejsebog, essaysamling, autofiktion? Jeg synes den kan læses som roman, en dannelsesroman, en beretning om først at lykkes eksistentielt, da træerne med deres rodfæste kommer ind i hans liv. De hjælper ham med at håndtere en usund rastløshed og fører ham på sporet af sit eget selv. Og så ændrede "Træmuseet" mit syn på træerne i midterrabatten på Enghavevej: Det er vandgraner  - Metasequoia glyptostroboides - som man indtil 1940erne kun kendte som fossile rester, men man så fandt i fuldt vigør i Kina syd for Yangtze-kiang-floden. Nu er de vidt udbredt som bytræ i hele verden!
I øvrigt findes der en lyrisk forløber for denne roman: "Ege-ekspeditionerne" med tekster af Jens Blendstrup og fotos af Ole Lejbach.

Eva Tind, Tintin og træerne.
Eva Tinds brug af træer er nok mere symbolsk. Alligevel er det sådan, at skærer du Verdens Ældste Træ, som befinder sig på den stenrige billedkunstner Miriams grund i Sverige, ud, eller det hellige træ på det retreat i Indien, hvor Kai bliver sig selv ved at blive forelsket og miste sine magiske evner, så begynder romanens holistisk-shamanistiske øko-drive at smuldre. Det er en eventyrlig fortælling med forvandling og healing og så skal der også være træer. Magisk, økologisk realisme i højt Peter Høeg-gear og til tider helt Tintin'sk, den måde personerne bevæger sig rundt i verden. I øvrigt er det en gammel rødgran, som menes at være ældste træ i verden (i "Træmuseet" er der også flere afsnit, hvor den rejsende forfatter besøger meget gamle træer).

Litterær amerikansk aktivisme 
"Overstory" er ikke oversat endnu, men mon ikke oversættelsen af denne Pullitzer-vinder er på trapperne. Hvad bliver mon den danske titel på fiktionens svar på den tyske skovløber Peter Wohllebens "Træernes Hemmelige liv"? Richard Powers er i øvrigt en romanforfatter med mod på research og videnskabelige tanker, aldrig langt fra det spekulative. Det er Fiktion med stort F, når de 8 skæbner flettes sammen i en storslået fortælling. Og så sender den mere end en hilsen til den store amerikanske miljøaktivist-roman "Skruenøglebanden", Edward Abbeys chokerende og charmerende røverhistorie fra midt-70erne. Det er tju-bang, men også med en indfølt sans for det sydvestamerikanske landskab. Vi glæder os til at se, hvordan "Løvtaget" lander i Danmark.

Hvad med øko-romanen? Den flyttede ud i skoven
I 2012-13 flyttede den danske roman i skoven. Andrea Hejlskov har fået stor opmærksomhed omkring sit projekt, hvor hun flyttede med sin familie ud i en svensk skov, et stof, som bl.a. blev til den autofiktive roman "Og den store flugt". Nanna Goul, fast klummeskribent på Information, havde fat i det 'unheimliche' i "Privat skov". Og Camilla Stockmarr kom også ud af byen med "Udflytterne". Lidt senere, 2016, finder vi en fin lille sag "Vildsvin" af svenske(men rundet af den danske forfatterskole) Hannah Lutz.  

Jeg gik mig ud: Helle Helle igen igen
Ovennævnte romaner er måske ikke rigtig mainstream - måske heller ikke 'øko'. Men for nu i det mindste at komme lidt ud og få noget frisk luft i Den Gode Danske Roman med bred appel, ja, så hende Helle igen. "Hvis det er" fra 2014 er nemlig noget af en skovtur. Hovedpersonen farer simpelthen vild i Rold Skov, men møder heldigvis en at dele frygt, minder og længsler med. Naturbeskrivelser med vanlig sanset omhu og underspil. Apropos det med at fare vild og lave sin egen robinsonade, så synes jeg personligt, at det klart stærkeste i "Frank vender hjem", Kristian Bang Foss' højt besungne dannelsesroman og klasseskels-øjenåbner, er hovedpersonen Franks ufrivillige "alene i vildmarken".
Ser jeg tilbage på de sidste 15 års gåture i den danske 'mainstream-roman', så står Helle Helle stærkt, men måske overgås hun alligevel af en: Ida Jessen. Det er ikke fordi, hun kan navnene på alle fuglene og blomsterne, men mere at hun behandler omgivelserne, miljøet, omverdenen, naturen ligeværdigt med hendes personer, som bøvler med deres følelsesliv. "Det første jeg tænker på" skal fremhæves. 

Og én til - fra Afrika, med baobabtræ.
Nogen gange, når jeg ikke ved, hvad jeg skal læse, så læser jeg noget fra Afrika. Tahar Ben Jelloun (Marokko) har længe stået på min liste og i sommeren 2019 fik jeg så læst "Lystægteskabet" - hans nyeste. Det er både en opvisning i traditionel nordafrikansk-mellemøstlig fortællekunst (1001 nat lurer i baggrunden), en indsigt i nyere marokkansk historie og så er der et talende træ med. I hvert fald synes Nabou, at hun får gode råd fra det store baobab-træ udenfor byen i Senegal, hvor hun er opvokset. Nu har den marokkanske handelsmand Amir, så forelsket sig i hende og vil tage hende med til den anden side af Sahara. Stillet overfor dette eksistentielle valg opsøger hun træet.

/Mads, Valby Bibliotek