M/S Nicoline Mærsk

06.12.13
Den 5. april 1951 blev M/S Nicoline Mærsk søsat fra bedding nr. 4 på Refshaleøen. På det tidspunkt var det, det største skib B&W havde bygget for rederiet A. P. Møller. Efter prøveturen blev skibet afleveret den 6. juli.

M/S Nicoline Mærsk blev bygget til Lloyd’s Register of Shipping’s højeste klasse som åben shelterdækker med bak og poop samt huse midtskibs og agter. Skibet dødvægt var 9210 tons. Hovedmotoren ydede 11.500 IHK ved 115 omdrejninger. Skibet var 135,63 meter langt og 19,35 meter bredt. Det kunne sejle 17,25 knob.

Skibet var moderne indrettet med plads til 12 passagerer i to- og et-mandskamre, med bad og wc. I salonhuset var der en rygesalon og en damesalon, begge med god ventilation og med rigelig belysning.

M/S Nicoline Mærsk var værftets nr. 703 og blev døbt af Dorthes Jensen, der som skibets gudmor fik overrakt et smykke med A. P. Møllers 7-takkede stjerne.

Ved en frokost i anledningen af søsætningen i Ingeniørhuset udtalte A. P. Møller: "Mine teknikere siger, at Burmeister & Wain's 2-takts enkeltvirkende dieselmotor er den bedste motor i verden. På grund af arbejdsmangel herhjemme har vi enkelte gange været nødt til at prøve andre fabrikanter, så mine teknikere ved, hvad de taler om.
(...)
Det er Burmeister og Wain, der har skabt dette skib, og jeg vil gerne udbringe et leve for denne store, danske virksomhed. Hvordan skulle vi kunne klare os uden den? Vi måtte forlade os på udlandet og købe vort maskineri udefra. Derfor: Et leve for B&W er et leve for dansk erhvervsliv. Burmeister & Wein længe leve!"

Ovenståen er hentet i bladet B&W bladet (1951, nr. 3 og 5) som findes i Rådhusbibliotekets samling. I nr. 3 beskrives desuden de prøveturer som B&W skibe kom ud på inden de blev afleverede fra værftet. Der er i artiklen "Hvad der sker på en prøvetur" side 62-69.

I følge Mærskbådene var personalet på Nicoline Mærsk udsat for en dramatisk hændelse i 1958, da der på en rejse fra Francisco opstod brand i forreste lastrum. Skibet søgte nødhavn i Honolulu.

I 1971 blev skibet solgt til Geraldine Transport Corporation, Monrovia og omdøbt til blot "Nicoline”. Skibet blev solgt igen i 1976 til Guan Shipping, Singapore og da omdøbt til "Golden Jade". I 1979 blev skibet ophugget i Kaohsiung.

for at skrive en kommentar.
Materialer