BogDate: 2. date – Om at slå ihjel, junglen i Peru og Sexus

07.05.21
En brudekjole skal indeholde noget nyt, noget gammelt, noget lånt og noget blåt. Bøger til BogDate er udvalgt efter samme kriterie. Inspireret af kærlighedstanken bag bogpodcasten, som jo lægger op til at man finder sin evige kærlighed – til en bog.

Af Claus Vittus, Podcastredaktør, Københavns Biblioteker 

Hør 2. afsnit af BogDate her

Glæden ved at slå ihjel

Det nye i bog-brudekjolen er Carstens Jensens aktuelle essaysamling ”Bjælken i mit Øje”, der er over 200 korte tekster med undertitlen ”Glæden ved at slå hinanden ihjel”. Umiddelbart et tungt emne, men Carsten Jensen har en evne til at relatere de tunge emner til overvejelser om humanitet. 

Den lånte bog er Hanne Højgaard Viemoses rablende, vilde ”HHV FRSHWN” som bibliotekar Rasmus Riiskjær har taget med til BogDate som en bog han ofte anbefaler til sine lånere på Husum Bibliotek.

Sex og fremtidsvision

Den gamle bog er Henry Millers ”Sexus” fra 50'erne som forfatteren Martin Kongstad er blevet inspireret af i sit forfatterskab. Den er et godt eksempel på krydsfeltet mellem virkelighed og fiktion, siger han. 

Jeg har selv taget en ”blå bog” med. En fremtids-blues skrevet af den legendariske science fiction-forfatter Philip K. Dick. Han er primært kendt for at have skrevet noveller, der har inspireret til film som Blade Runner, Total Recall og Minority Report. Hans novelle ”Minoritetsrapporten” er langt mere interessant at læse end at se filmen.
 

Materialer