Søhelte på vilde veje: Da Tordenskjold løb tør for krudt

18.11.21
Tordenskjold var en dristig søhelt, og han kastede sig engang ud i et søslag med et meget større engelsk skib. På et tidspunkt løb han tør for krudt til kanonerne og spurgte så englænderen om han måtte låne lidt krudt for at forsætte kampen.

Hør anden del af fortællingen om Tordenskjold her

Da Tordenskjold som ung søofficer kom i kamp mod et større engelsk skib var det lige ved at gå galt. 

Må jeg låne lidt krudt?

De to skibe skød løs på hinanden i et halvt døgn før end at Tordenskjold måtte sande at han ikke havde mere krudt.

Han sendte så en jolle over til fjendens skib og sagde tak for kampen, og må jeg låne lidt krudt.

Den engelske kaptajn var så imponeret over den unge Tordenskjolds frækhed, at han gik op på dækket og skålede med et glas vin. Tordenskjold besvarede med et glas vin og mandskabet råbet trefoldigt leve. De smed glassene i vandet og skiltes som ligeværdige.

”Ære mod ære er der brug for over al verden” skrev Tordenskjold bagefter til Kongen, da han skulle forklare hvad der var sket.

Balladedreng med 17 søskende

Peder Wessel – som var Tordenskjolds rigtige navn - blev født i den norske by Trondhjem for over 300 år siden, og lige så snart han var født begyndte han at lave ballade, og hans far og mor havde i forvejen nok at gøre med at passe børn. 12 drenge og 6 piger fik de i alt.

Peder sad sjældent stille i skolen og lavede heller ikke sine lektier.

Han gik hellere ned i havnen og så på skibene.

Da han var 13 år kom han med på et skib, og senere blev han officer på et krigsskib. Kong Frederik den Fjerde roste ham for at være modig og ivrig og gav ham navnet Tordenskjold.
 

Hør også første afsnit om Tordenskjold her. 

 

Musik: In the name of Glory, The Postman & A Shadow on Wigmore Street - Epidemic Sound

En del af serien Søhelte på vilde veje

I podcastserien ”Søhelte på vilde Veje” præsenterer Københavns Biblioteker historier med drama, søslag og helte-gerninger for de yngste skolebørn.

Hvert afsnit tager udgangspunkt i de københavnske gader som er opkaldt efter de danske søhelte.

Podcastene er korte fortællinger med udgangspunkt i den litteratur der er skrevet om søheltene (både for voksne og for børn) og med en mundret omskrivning og et udførligt lyd-design af tegneserie-lyde.

Find alle afsnit af Søhelte på vilde veje her. 

Podcastserien er tilrettelagt af Claus Vittus.

Materialer