Borgerservice flytter til Ottiliavej

21.12.18
KFU har netop besluttet, at Borgerservice fra 1. april 2019 flytter sammen med Københavns Jobcenter på Ottiliavej. Frem til udgangen af marts kan man stadig besøge Borgerservice hos Valby Bibliotek.

Skal du bestille nyt pas, kørekort eller NemID, skal du fremover lægge vejen forbi Ottiliavej 43 i Valby. Her åbner Københavns Kommune et nyt Borgerservice og Jobcenter med fælles indgang. Det har Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune netop truffet beslutning om på deres møde den 20. december 2018. Beslutningen betyder, at Borgerservice flytter fra Valby Bibliotek:

”Forholdene er meget små på Valby Bibliotek. De nye faciliteter på Ottiliavej gør det muligt at skabe langt bedre rammer om betjeningen af københavnerne, når de besøger Borgerservice i Valby. Det betyder meget for brugeroplevelsen, at der fx kommer bedre muligheder for at etablere velfungerende diskretionszoner, når man bestiller nyt pas eller kørekort. Samtidig får vi nogle få ekstra kvadratmeter på Valby Bibliotek, som vi kan bruge på at styrke litteraturformidlingen til københavnerne”, siger Rikke Skovbølling Brandt, der er chef for Kultur V.

Flytningen af Borgerservice piller ikke ved planerne om at bygges et nyt bibliotek på Toftegårds Plads, der forventes at stå klar til indvielse i 2022.

Det nye Borgerservice og Jobcentret åbner dørene på Ottiliavej fra den 1. april 2019. Frem til da, vil københavnerne stadig kunne få borgerservicebetjening på Valby Bibliotek.

Læs mere om Københavns Borgerservice her.

 

Materialer
Spørg biblioteket