Mit navn det står med prikker... påskeæg fra Litterær Luksus

6 Litterære påskeæg fra nyhedsbrevet Litterær Luksus' redaktører

Uh er der noget bedre end at få et påskeæg? Forventningen, når man piller det fine papir af, duften af den søde chokolade, og fryden ved at slå hul og opdage det, der er inden i.
Vi kan desværre ikke sende jer et rigtigt påskeæg (hey, men vi fik heller ingen gækkebreve!) men vi har samlet 6 lækre litterære påskeæg, lige til at åbne op og nyde.
Det er bøger, der har masser at byde på, især under overfladen, som er luksuriøse i sproget og generelt bare en nydelse at læse, især når du piller lagene af. Det er bøger som har givet os helt særlige læseoplevelser og som passer perfekt til påskeferien.
God påske fra ……. Og ….

 

Elskeren af Marguerite Duras

Indokina i 1920’erne, på en færge står en smuk purung fransk pige, iklædt moderens aflagte silkekjole, en rosa herrehat, læbestift og guldlamé sandaler. Hun møder en rig nordkinesisk mand og føler en voldsom tiltrækning. Det er en umulig kærlighed, de er dømt til adskillelse pga race og sociale normer, så meget desto mere passioneret, lidenskabelig og smertelig er deres kærlighedsaffære. Pigen er fattig, men hvid. Hun er præget af en svær opvækst, hvor faren dør tidligt, den ene bror er voldelig og moderen er ikke i stand til at forsørge dem."Elskeren" er et hovedværk i Marguerite Duras’ forfatterskab og den er selvbiografisk, fortalt gennem gentagelser, collager og fotografier, både dem der blev taget og dem der ikke gjorde. Et sanseligt billede af det tabte Indokina, barndommen, den store første kærlighed og begæret– i et sprog der er både filmisk, dirrende og knivskarpt.
Det er en stor lille bog – et mesterværk.
 

 

Sørgemarchen af Gyrðir Elíasson 

”Sørgemarchen” er en stemningsfuld og eftertænksom kortroman om reklametekstforfatteren Jonas, der låner et sommerhus for at dyrke sin hobby: at komponere musik over omgivelsernes lyde. Det kniber dog med at koncentrere sig om hobbyen. Praktiske gøremål, omgivelserne og et livsændrende telefonopkald kommer i vejen. Læs bogen, hvis du er til lune og eftertænksomme nordiske romaner. ”Sørgemarchen” er med sin sørgmuntre stil perfekt selskab i sommerhuset i påsken.
Elíassons skrivekunst minder om landsmændene Sjóns og Jón Kalman Stéfanssons. "Sørgemarchen" er tredje selvstændige bind i Elíassons trilogi af kortromaner om kunstnere, der tager til et afsides sted for at arbejde med deres kunst. De to andre bøger; Ved Sandåen og Vinduet mod syd er også fulde af fine og inspirerende betragtninger.
 

Olive Kitteridge af  Elizabeth Strout

Olive er gift med Henry, den højt elskede lokale apoteker, selv er hun pensioneret matematiklærerinde, som i sin tid var frygtet for sin skarp tunge og brutale ærlighed. Hun er gammel, tung og skraptantet, ikke lige den ideelle hovedperson, skulle man mene, men det er virkelig befriende. For Olive er et ”rigtig” menneske, og hvor tit støder vi egentlig på det i litteraturen? Hun er hurtig til at dømme andre og bliver lige så overrasket når andre dømmer hende. Hun er en kvinde med et heftigt temperament, men hun er også meget loyal, så da Henry får et slagtilfælde og ender på plejehjem, besøger hun ham hver eneste dag. Hun rummer på trods af alle sin kanter og skraphed stor empati, for hun forstår ensomhed, at livet er hårdt og hvorfor mennesker fejler – ikke mindst hende selv. 
Det er en mere tyrannisk end elskelig, kompleks kvinde, der træder frem. Som gennem sin og omgivelsernes historie, får fortalt os en masse om det at være menneske, om at elske og om at ældes. Om ægteskab, om de fejl vi gør, og de håb vi alle har. 
 

Victoria af Knut Hamsun

”Victoria” tager dig med til 1890'ernes Norge og en klassisk og rørende kærlighedsfortælling om den fattige møllersøn Johannes og rigmandsdatteren Victoria. De to har helt fra barndommen sværmet for hinanden, men klasseskellet mellem dem gør deres kærlighed tæt på umulig. Selvom Victoria er klar over det, opsøger hun konstant Johannes, når han er inden for rækkevidde. Hver gang forledes han til at reagere på hendes hengivenhed, men da Victoria bliver forlovet med en ung mand med økonomien i orden, bliver det begyndelsen på den ene tragedie og dramatiske hændelse efter den anden.
Lån ”Victoria” og læs den i påskedagene, hvis du gerne vil have en rørende og dramatisk læseoplevelse. Den nye sprogligt revideret udgave, som ida Jessen har stået for, gør den lettere at gå til end den originale fra 1898. Knut Hamsuns forfatterskab har haft stor betydning for verdenslitteraturen. Snyd ikke dig selv for denne lille, store bog om kærlighed og uforløste følelser. Den er et klassisk impressionistisk mesterværk.
 

Pigen der spillede go af Sa Shan

Japan har invaderet Kina i 1930’erne, på De tusinde vindes plads mødes en 16-årig kinesisk pige og en ung japansk officer og spiller go. Han er spion og forklædt som kineser, hun har forbindelser til den modstandsbevægelse han skal afsløre. Deres spil strækker sig over lang tid og uanset hvad der sker af voldsomme begivenheder, møder de op til deres go-aftale.  De forelsker sig naturligvis, men det er en meget sky kærlighed, de kender ikke hinandens navne og taler ikke meget sammen. Dog brænder begæret under overfladen, sammen med hans skam over bedraget, hvad ender han med at vælge: – døden eller fejheden? 
En sanselig og smuk bog, som giver et fascinerende indblik i japansk og kinesisk kultur, med et gribende og grusomt billede af østens kultur og æresbegreber.
 

Denne aften af  Joachim Schnerf  

Til sidst en anbefaling af den lille litterære påskeperle ”Denne aften”, der stiller skarpt på sorgerne og glæderne i en familie, der samles for at fejre påske. Salomon skal fejre den jødiske påske med sine voksne døtre og deres familier. I tiden op til fejringen tænker han tilbage på sidste års fejring og forestiller sig, hvordan denne aften vil forløbe, og hvordan de forskellige familiemedlemmer vil indtage deres typiske roller i familiedynamikken. Men han er urolig, for aftenen vil uundgåeligt blive anderledes, da hans elskede hustru, Sarah, er død to måneder tidligere.
”Denne aften” er underholdende og bevægende læsning tilsat en meget stor portion sort humor.