Oversete okkulte ondskabsbøger

04.01.13
Den okkulte bibliotekar anbefaler fem mesterværker, som enhver skabsokkultist bør unde sig selv at læse

Mange obskure bøger har krydset min vej siden jeg for mange år tilbage udviklede en usund interesse for det okkulte. Utroligt mange af dem har været rigtig dårlige. Platte selvhjælpsguides til at blive en forførende satanisk heks, interviews med håbløse hobby-okkultister og klichéfyldte dæmonromaner. Ind i mellem dukker der dog sorte perler op og i det følgende vil jeg anbefale fem værker, skøn- såvel som faglitterære, som det er værd at se nærmere på, trods deres manglende anerkendelse.

 

James Blish: Sort påske eller Faust Aleph-Nul
Den mest okkulte udgivelse i Stig Vendelkjærs Science Fiction-serie

Fra sit kontor et sted på Amalfikysten driver Theron Ware et bureau for sort magi. Her kan velbemidlede kunder henvende sig hvis de ønsker at pudse en satanisk dæmon på et af deres medmennesker. Ware hidkalder så en passende dæmon og sørger for resten. Men sort magi er en farlig business, og desværre går det rigtig galt for Ware… Uden at røbe for meget vil jeg blot sige ’satanisk dommedag’… 

”En svovlduftende påskehilsen, der får … Rosemarys Baby til at tage sig ud som et eventyr for børn” (citat fra cover)

Satan: ”VI KLARER OS UDEN ANTIKRIST”  (citat fra bogen)

 

 

 

Louis Pauwels & Jacques Bergier: Den fantastiske virkelighed
I denne bog finder du en beskrivelse af sådan cirka alle okkulte fænomener beskrevet i et ret langt og meget fransk essay. Den overordnede pointe er et opgør med rationalisme og traditionel videnskab, men ”Den fantastiske virkelighed” er først og fremmest en herlig gennemgang af konspirationsteorier, gamle profetier, alkymi, okkulte selskaber og overnaturlige hændelser, skrevet uden den mindste bekymring for kilder og referencer (jævnført den overordnede antiakademiske pointe). 

Bogen udkom i Frankrig i 1960 og blev en slags bibel for de franske studenteroprørere. Den blev hurtigt oversat til engelsk og startede en bølge af interesse for det okkulte blandt almindelige mennesker og i populærkulturen.

Erwin Neutzsky-Wulff: Indsigtens sted
Dansk okkultismes grand old man udgav i 1980 denne lille horror-perle om skolelæreren Erik, der begynder at rode lidt med satanisme i sin fritid og ender med at undfange et dæmonbarn sammen med den unge Inge, som han har mødt til en okkult firmafest . Efter sigende vakte romanen i sin tid røre blandt danske satanister, der følte at den afslørede for mange af deres hemmeligheder, og, stadig efter sigende, var bogen fra Neutzsky-Wulfs side snarere en sarkastisk udlevering af satanisterne, end en hyldest til sort magi. Men blandingen af dansk hverdagsrealisme og hardcore dæmondyrkelse udgør under alle omstændigheder en ret ubehagelig historie, der hermed anbefales, uagtet hvad dens budskab egentlig er.

 

 

 

Joris-Karl Huysmans: The Damned (org. titel Là-Bas)
Denne kontroversielle roman fra 1891 handler om satandyrkelse blandt Paris’ borgerskab. Romanens hovedperson er forfatteren Durtal, der bor i et middelalderligt tårn (!), hvorfra han arbejder på en bog om 1400-tallets skræk, den gale greve Gilles de Rais, der udover at være Jeanne d’Arcs våbenbror også er kendt for at have ofret en hel egns småbørn i okkulte ritualer (der er i øvrigt skrevet adskillige bøger om denne ubehagelige historiske skikkelse). Durtals research inden for dette dystre emne bringer ham på sporet af et satanistisk broderskab. Bogen er blandt andet berømt for sin meget … maleriske … beskrivelse af en sort messe.  En dyster og stemningsfuld bog med store litterære kvaliteter.

Bogen fås desværre ikke på dansk. 

 

 

 

Palle Lauring: Danmarks håb og horn: kongelykke og kongeskæbne
Palle Lauring var hele Danmarks historieformidler – indtil denne bog udkom. ”Danmarks håb og horn” er en meget okkult danmarkshistorie, hvori Lauring argumenterer for at de danske regenter siden de ældste tider har ofret sig selv og/eller andre mennesker til den hornede gud hver syvende år for at sikre landets fremgang. Den respekterede amatørhistoriker chokerede det ganske land med denne aparte udgivelse og Danmarks seriøse historikere indgik en usagt aftale om at tie værket ihjel ved hverken at nævne eller anmelde det. Bogen er da også temmelig langt ude. Lauring, der har et imponerende kendskab til den danske kongerække, kværner simpelthen danmarkshistorien igennem og finder beviser på teorien om menneskeofringer hid, did og alle vegne. Argumentationen holder helt sikkert ikke vand, men bogen er virkelig medrivende og peger på mange detaljer fra danmarkshistorien, der vitterligt er ret mystiske. Bogen bliver mere og mere vanvittig som den skrider frem og man får på fornemmelsen at Lauring nærmest har skrevet den i et stræk i en slags vildelse. Stilen bliver mod slut psykedelisk: ”Men træd varsomt i Odense og på Finderup Mark. De troede på sig selv, de greb deres krone, og de bar den i pligt og i rædsel, som Nemiguden på hans hvileløse vagt for Den gyldne gren. De spillede deres virkelighed bittert ud til den yderste konsekvens, og omkrig sig havde de venner og brødre, sønner og hustruer, der kendte kronens skæbne og lod sig gribe af kongespillets fængende og forfærdende dødedans. Deres liv var drama, deres død var en funktion. Kongemagt og kongelykke, kronen rakt fra hånd til hånd, klæbrig af blod…”

Et overset stykke okkult danmarkshistorie, der i dag er rigtig svær at opdrive. Lån den på biblioteket og læs den, mens du endnu har chancen!

 

Læs også:

Er du mere til det kanoniserede kan du kaste dig over disse sataniske evergreens:

Michail Bulgakov: Mesteren og Margarita
Djævlen er løs i mellemkrigstidens Moskva

Thomas Mann: Dr Faustus
Om den unge komponist Adrian Leverkühns pagt med djævelen. Du kan selvfølgelig også læse den oprindelige "Faust" af Goethe hvis du har god tid.

Ira Levin: Rosemarys Baby
Du kender filmen, men bogen er også ret god. Jeg læste den selv som højgravid, og det var dog måske en fejl.

 

God læselyst!

 

for at skrive en kommentar.
Materialer
Spørg biblioteket