Tove Ditlevsen - Et lys i mørket

11.03.13
Tove Ditlevsen er en af Danmarks absolut mest betydningsfulde digtere. Den dag i dag bliver hun læst med samme store fornøjelse, som da hun blev udgivet første gang og stadig den dag i dag, undres vi over hvor ligetil hun beskrev de store følelser og de svære spørgsmål i livet. Tove Ditlevsen er en ener i dansk litteratur.

Tove Ditlevsen blev født 14.december 1917 i et socialdemokratisk arbejderhjem i en to værelses, i Hedebygade 30A på Vesterbro. Hendes far, Ditlev N. Ditlevsen, var fyrbøder, hendes mor, Alfrida var 10 år yngre. Derudover havde Tove en storebror, Edvin.

Synet på kønnene var traditionelt i Tove Ditlevsens familie, Storebror Edvin skulle være håndværker, mens ambitionerne for Toves vedkommende var knapt så ambitiøse, ud over at hun skulle giftes. Mod skolens vilje blev hun taget ud af mellemskolen og havde de følgende år forskellige pladser. En fortrøstningsfuld barndom, der er et af de store temaer i Tove Ditlevsens forfatterskab.

Tove Ditlevsen begyndte at skrive digte da hun var 12 år gammel, hun skjulte dem fra sin omverden, og skabte i digtningen et hemmeligt rum, hvor hun kunne søge tilflugt og have nok i sig selv, og hvor den glædesløse virkelighed kunne omskabes til kunst. Et barns indre følelsesliv var dengang ikke noget, man talte om - endsige anerkendte, men Tove Ditlevsen tog på kontroversiel vis denne intimsfære med sig i sin lyrik og i sine romaner ved at tematisere vilkår som omsorgssvigt og fattigdom. Hendes forbilleder i den tidlige digtning kom fra folkeviser og salmevers og faderens socialdemokratiske arbejdersange.

Man gjorde et barn fortræd

Toves forhold til sin mor kan også ses i hendes forfatterskab, moderen var en rapkæftet, selvoptaget og egoistisk kvinde uden fagkundskaber. Moderens vilkårlige og uberegnelige adfærd nærede Toves frygt for ikke at blive elsket. Hendes far til gengæld var den, der bidrog til Toves nysgerrighed efter mere viden og læselyst. Men desværre havde han en indesluttede natur og udelukkede desværre den tætte kontakt, hun længtes efter.

Tove udviklede en ømfindtlig påvirkelighed af vrede og lunefuldhed. Denne sårbarhed fulgte hende resten af livet i form af angst, destruktion og en afhængighed af omgivelsernes stemningsskrift.  Sårbarheden og det forslåede menneske hun udviste i sit forfatterskab, indebar et kendskab til næsten alle livets omkostninger. Det gjorde, at hun kom utrolig mange mennesker ved, ikke blot som forfatter, men også som menneske.

Hun debuterede i 1939 med digtsamlingen "Pigesind", og afslutter sit forfatterskab med essaysamlingen ”En sibylles bekendelser” (1976)Hun fortæller i alle bøger historien om det "brændte" barn og dets hårde liv. Barnet støder sig - også som voksen - på tilværelsen, som er nådes- og næsten også glædesløs. Livet bliver derfor gennemtrukket af en smerte, som kan virke uoverkommelig. Det brændte barn er Tove Ditlevsen selv, for liv og digtning er ét hos Tove Ditlevsen.

 Misbruget

Med til Tove Ditlevsens liv hører også et pillemisbrug og et alkoholmisbrug. Hun var flere gange psykiatrisk indlagt, man skulle så tro at dette ville dræbe skrivevirksomheden, men der fandt hun det hemmelige rum, hun havde i barndommen, og skrev flere af sine værker i løbet af sine indlæggelsesperioder. Erindringsværkerne Barndom og Ungdom, er skrevet på Skt. Hans Hospital, mesterværket og skandalesuccesen Gift, 1971, ligeledes. (som omhandler Den beske Vilhelms værelse, 1975, der skildrer hendes sidste ægteskab, blev til på Rigshospitalet. Tove Ditlevsen var gift i med Victor Andreasen, de var dybt forbundne, men alligevel pinte og plagede de hinanden igennem ægteskabet med gensidig utroskab og udspekulerede straffeaktioner.  Ditlevsens digteriske selvtilstrækkelighed pirrede Andreasen til at blive lunefuld og ufølsom, dette afstedkom en genoplevelse af moderens adfærd. Tove Ditlevsen og Victor Andreasen var sammen fra 1950 til 1973. Efter Victor Andreasen havde forladt hende, tog Ditlevsens depressioner til, og hendes liv, der altid havde udgjort råstoffet til digtningen blev tomt. I 1976 begik Tove Ditlevsen selvmord. Hun ligger begravet ved Krist Kirke.

Victor Andreasen udgav i 1993 bogen Kære Victor, der indeholdt de breve, TD havde skrevet til ham i årene efter deres skilsmisse.

Tove Ditlevsen udgav flere bind med prøver på sin journalistiske kunnen, bl.a. Min nekrolog og andre skumle tanker (1973), Parenteser (1973). Hun redigerede gennem mange år Familie Journalens brevkasse, og et udvalg med spørgsmål og svar herfra udkom i 1969 med titlen Med venlig hilsen.

Flere af Ditlevsens digte er der sat musik til. Mathilde satte i 1975 musik til Pigesind. Anne Linnet har lavet Kvindesind (1977) og nok den mest kendte Barndommens gade, der kom samtidig med filmen af samme navn, instrueret af Astrid Henning-Jensen og med Sofie Gråbøl i hovedrollen.

Digtet "De evige tre" holder jeg rigtig meget af. Det udkom i digtsamlingen "Lille verden" (1942) og blev udødeliggjort af Anne Linnet på "Barndommens gade". Digtet er så rigtigt og så enkelt, at tårerne allerede ved første linje presser sig på.

Der er to mænd i Verden,
der bestandig krydser min Vej,
den ene er ham jeg elsker,
den anden elsker mig.
Den ene er i en natlig drøm,
der bor i mit mørke sind,
den anden står ved hjertets dør,
jeg lukker ham aldrig ind.

Den ene gav mig vårligt pust
af lykke, der snart fór hen.
Den anden gav mig sit hele liv,
fik aldrig en time igen.

Den ene bruser i blodet sang
hvor elskov er ren og fri.
Den anden er ét med den triste dag.
som drømmene drukner i.

Hver en kvinde står mellem disse to
forelsket, elsket og ren.
En gang hvert hundred år kan det ske
de smelter sammen til en.

      

for at skrive en kommentar.
Materialer
Spørg biblioteket