Elizabeth Taylor på biblioteket

30.03.11
Onsdag den 23. marts 2011 døde skuespillerinden Elizabeth Taylor, 79 år gammel. Hun medvirkede i sin første spillefilm allerede som 9-årig og fik sit gennembrud i en alder af 12 år i filmen 'National Velvet' (1944). Herefter var hun konstant i offentlighedens søgelys helt frem til hendes død. Først som filmstjerne, senere med hendes privatliv og sidst men ikke mindst som stor forkæmper for bekæmpelsen af AIDS.

I 1950 spillede Elizabeth Taylor stadig fars lille pige i de romantiske komedier 'Brudens far' (Father of the Bride) og i 1951 i 'Fars store gevinst' (Father's Little Dividend), begge gange som datter til Spencer Tracy. Også i 1951, blev rollen straks mere alvorlig, da hun spillede den fatale elskerinde overfor Montgomery Clift i 'En plads i solen' (A Place in the Sun). Denne rolle etablerede hende som voksen stjerne. Op gennem 50'erne fik hun mange og gode roller. To som nok står stærkest i denne periode, er de to hun spillede i 'Giganten' (Giant) (1956), hvor hun spillede overfor Rock Hudson og 'Kat på et varmt bliktag' (Cat on a Hot Tin Roof) (1958) i en hudløs præstation, hvor hun spillede overfor Paul Newman. Elizabeth Taylor vandt to Oscars. Den første i 1961 for hendes rolle som Gloria Wandrous, delvis model, delvis call-girl, i filmen 'Ikke for penge' (Butterfield 8) (1960) I 1963 spillede hun intet mindre end rollen som Cleopatra i filmen af samme navn. Her spillede hun også for første gang overfor Richard Burton,som hun uløseligt ville blive knyttet til både filmisk, men også privat, frem til Burtons død i 1984. Både i 1966 og 1967 spillede Taylor og Burton sammen igen. På dette tidspunkt var de blevet gift og man talte om, at rollerne i deres samspil afspejlede deres privatliv. Dette gjaldt måske især filmen 'Hvem er bange for Virginia Woolf' (Who's Afraid of Virginia Woolf') (1966), hvor de spiller et ældre alkoholiseret par som slider på hinanden fysisk og psykisk. Rollen som Martha indbragte Taylor hendes anden Oscar. Året efter spillede de Katharina og Petruchio i Shakespeares 'Trold kan tæmmes' (The Taming of the Shrew), et forhold der heller ikke går stille af sig.

Scene fra 'Trold kan tæmmes'.

 

Herefter blev rollerne og filmene færre og interessen for Elizabeth Taylor's privatliv større. I 2000 blev hun udnævnt til Dame Commander of the Order of the British Empire af Dronning Elizabeth II.

Af andre film i Elizabeth Taylors karriere kan nævnes 'Pigebørn' (Little Women) (1949), 'Ivanhoe' (1952), 'Det gyldne træ' (Raintree County) (1957) (Oscarnominering), 'Pludselig sidste sommer' (Suddenly, Last Summer) (1959) (Oscarnominering). Hun blev også Oscarnomineret for hendes rolle i 'Kat på et varmt bliktag'. Taylors sidste spillefilmsrolle var i 1994 i 'The Flintstones'.

Her følger en liste over (de alt for få) film, som du kan låne på biblioteket, hvori Elizabeth Taylor medvirker:

A Place in the Sun (En plads i solen) (1951) Instruktion: George Stevens. George Eastman er en fattig ung mand som er fast besluttet på at blive en del af det fine selskab og vinde en af dets spidsers kærlighed. Shelley Winters spiller fabriksarbejdersken hvis dybe hemmelighed truer Eastmans karrieremæssige og romantiske fremtidsudsigter. Overvældet af frygt og begær bliver Eastman til slut tvunget til en desperat affekthandling der afklarer hans verden for altid.

Scene fra 'A Place in the Sun', hvor Elizabeth Taylor spiller overfor Montgomery Clift.

Elephant Walk (1954) Instruktion: William Dieterle. Elizabeth Taylor, Peter Finch og Dana Andrews spiller hovedrollene i dette handlingsmættede drama, der foregår i Ceylon. Taylor spiller en nygift kvinde, der følger med sin mand til hans te-plantage, der hedder Elephant Walk. Her forelsker hun sig i formanden, men trekantsdramet skubbes snart i baggrunden af vigtigere begivenheder. En koleraepedemi bryder ud, tørke hærger landet og horder af tøstende elefanter stormer plantagen - i den berømte scene, der er gået over i filmhistorien.

Giganten (Giant) (1956) Instruktion: George Stevens. Texas, fra midten af 1920erne til 1950erne. Kvægbaronen Bick Benedict gifter sig med den smukke aristokratiske Leslie Lynnton fra Maryland og sammen flytter de ud på hans ranch i Texas, hvor der er stor forskel på rig og fattig, amerikaner og mexicaner. Parret elsker hinanden og gradvist påvirker hun den indledningsvis konservative og fordomsfulde Bick til at udvise større socialt engagement. Jett Rink arbejder for Bick og bliver forelsket i Leslie. Da han finder olie på sit lille jordlod, bliver han med et rig, men formår ikke at indynde sig hos Leslie.

Kat på et varmt bliktag (Cat on a Hot Tin Roof) (1958) Instruktion: Richard Brooks. Big Daddy er godt ved muffen og ved at dø. Han har to sønner: Cooper som er en duks med alle de rigtige meninger og et sundt ægteskab. Og Brick der drikker og hader sin kone, som han tror havde en affære med sin afdøde ven, der måske var lidt mere end det. Og hvem skal arve millionerne? BEMÆRK at dette materiale er en VHS!

Elizabeth Taylor i 'Kat på et varmt bliktag'.

Who's Afraid of Virginia Woolf ? (Hvem er bange for Virginia Woolf ?) (1966) Instruktion: Mike Nichols. Den alkoholiserede professor George skændes uophørligt med sin kone Martha på den mest modbydelige måde. Det forhindrer dem ikke i at invitere Georges kollega Nick og dennes kone Honey over på besøg. Det bliver en forfærdelig aften som ingen af de fire glemmer lige med det første.

Mord i spejlet (The Mirror Crack'd) (1980) Instruktion: Guy Hamilton. Året er 1953. Opstandelsen er stor i den lille by St. Mary Mead. En af Hollywoods største stjerner, divaen Marina Gregg er flyttet ind på godset Gossington Hall. Godset skal være location for indspilningerne af hendes næste storfilm. Der arrangeres en stor fest på godset og alle i byen er i glædesrus over at være inviteret. Men midt i champagne-skålen segner en af gæsterne om - død. Snart indser man, at hun er blevet forgiftet, men også at giften var tiltænkt en anden. Selveste Marina Gregg. Politiet står uden spor. Scotland Yard ligeledes. Så slår morderen til igen! Det er på tide at finde det farligste våben frem!  En lokal ældre dame, som fordriver tiden med hækling og krydsord. Hun er Miss Marple - Englands skarpeste detektivhjerne!

 

Vil du læse om Elizabeth Taylors liv og karriere, kan du låne følgende biografier om hende:

Elizabeth Taylor: et fantastisk liv i ord og billeder (A passion for life) (1996) Af Donald Spoto.

Om Elizabeth Taylors liv og karriere i filmbranchen.

Elizabeth Taylor: om vægtproblemer og selvrespekt (Elizabeth takes off) (1988) Den amerikanske filmskuespillerindes (f. 1932) beretning om sin opvækst som barnestjerne og sit voksne liv med en kunstnerkarriere og en række ægteskaber samt om hendes vej ud af personlige problemer med overvægt suppleret med slankeråd og slankemad.

 

for at skrive en kommentar.
Materialer
Reservér
  • Dvd

A place in the sun

Af George Stevens, Theodore Dreiser, Patrick Kearney, Harry Brown, Michael Wilson, William C. Mellor (2003)
Læs mere
Spørg biblioteket