Hvor ordet racehygiejne i dag har en negativ klang, var der i århundredets første del en udbredt tro på, at man kunne og burde kontrollere de menneskelige arveanlæg. Med belæg i Mendels arvelighedsteorier, argumenterede man for, at forbrydere og undermålere af enhver art ved indavl kunne risikere at få så mange børn, at befolkningens til sidst bestod af kriminelle og idioter. Danmark var blandt de første med en racehygiejnisk lovgivning, der omfattede bl.a. ægteskabsforbud og tvangssterilisation af åndssvage. Et arvehygiejnisk register, der skulle hindre de arvelige defekters videreførelse, blev helt frem til 1956 flittigt konsulteret af myndigheder og læger ved afgørelser om sterilisation eller abort. Det er historikeren Lene Koch, der på et videnskabeligt grundlag nu afdækker racehygiejnens historie i Danmark, og hendes påvisning af den danske pendant til det, der var begrundelsen for nazisternes skæbnesvangre raceteorier, vil givet vække betydelig opmærksomhed; også i lyset af debatten om fosterdiagnostik og genetisk screening. Bogen er udstyret med udførlige noter, kilder og litteraturhenvisninger og et forfatter og emneregister. Der er en del engelske citater, men ellers stiller fremstillingen ingen særlige krav til læseren