En ny roman af forfatteren, Jens Christian Grøndahl, som senest fik stor litterær- og folkelig bred succés med sin roman Lucca, 1998. Den nye roman er skrevet i samme tilgængelige sprog, enkelt i udtrykket og komplekst i indholdet. Denne raffinerede blanding kan skabe lødig litteratur og kunst, når den lykkes. Og det gør den her. Den ydre historie er ganske kort som følger: Fortælleren, en mand i slutningen af trediverne modtager et brev fra sin bedste kammerat, Adrian nogle dage efter hans død. Det sætter gang i minderne hos fortælleren om deres forskellige opvækst, personligheder, forventninger til livet, kvindebekendtskaber og hver deres måde at håndtere dem på. Jeg bilder mig ind, at japanske træsnitprospekter rent stilistisk spiller en vis rolle i romanen. Forsideillustrationen prydes af et sådant prospekt, fortællerens metier er at handle med disse og endelig rummer historien flere scenarier, som skønt i verbal form, rent stemningsmæssigt snildt kunne minde om den berømte japanske billedkunst. Det er en velskrevet psykologisk roman, der på indsigtsfuld, stilfærdig men bestemt ikke udramatisk vis fortæller noget om så spændende og dragende emner som kærlighed og hjertets grunde