Denne forfatter er jo velkendt i genren med de frustrede storbypiger, senest: Engle fra 2003. Dette er en af Marian Keyes' tidlige bøger, den udkom i 1997 og er skrevet på hendes egne erfaringer omkring misbrugsafvænning. Men det forhindrer den faktisk ikke i også at være ironisk, desperat, inderlig menneskelig og morsom, om end humoren sine steder er kulsort. Rachel er historiens hovedfigur, hun er endt i New York sammen med en barndomsveninde. Livet i overhalingsbanen har overtaget styringen af Rachels liv, det er én rutchebanetur med kokain, valium, sprut og jagt efter bekræftelse - mest hos fyrene. Hun bliver hentet hjem til Irland, da hun ved en fejl har taget en overdosis et eller andet og sendt på et afvænningshjem. Det er livet her, der nok er beretningens centrum. Det er en meget lang bog, men man bliver alligevel fanget af skildringen af de gribende eksistenser, Rachel møder her. Vi lander virkelig lige midt i gruppeterapien, og oplever nogle hjerteskærende scener. Keyes danske fanskare behøver dog ikke føle sig svigtet, det ER en "feel-good-bog". Den ender godt, men man har lige fået sig et skud realisme undervejs