Aron Ralstons historie er allerede gået verden rundt, og det er virkelig også en helt utrolig fortælling om en der vil overleve, selv om det ser umuligt ud. Aron er bidt af bjergbestigning og andre former for ekstremsport, og d. 26.9.2003 er han som så ofte før alene af sted. Han klatrer i en canyon. Da han hænger sig i en kampesten for at passere den, kommer den løs og klemmer hans højre hånd fast mod klippevæggen. Det varer et stykke tid inden det går op for ham, at han sidder uhjælpelig fast. Han har 4 muligheder for at overleve. Han forsøger at flytte stenen med tovværk, han hakker i den for at slå den i stykker, der kan komme nogen forbi, og den sidste mulighed er, at han skærer sin arm af. På 6. dagen er han nået dertil, at han erkender, at den eneste mulighed han har for at overleve, er at skære armen af, og ved hjælp af sin lommekniv, lykkes det for ham. Næsten mirakuløst møder han folk efter at han er gået 11 km, han kommer på hospitalet og nu starter en lang rekonvalescensperiode. Aron fortæller ned i mindste detalje om sine tanker og mere praktiske gøremål i de 6 døgn, om hvordan han stiller spørgsmål ved sin måde at leve på, hvor det er handlingerne der tæller, og ikke personen bag. Jeg tror det er en bog, som man enten synes er dødkedelig, fordi der sker så lidt, ellers også bliver man, som jeg, dybt grebet af fortællingen om Aron, som lærer så meget om sig selv