En fantastisk god roman, der gør et stort indtryk på sin læser. Bent Haller (f. 1946) har skrevet en lang række meget forskellige romaner og ikke alle lige let tilgængelige. Den ottende bonde fortjener stor udbredelse, velskrevet, indsigtsfuld og grum, som den er. Hovedpersonen er den 90-årige Anton, der er sidste generation på slægtsgården i Thy. Han ser tilbage på sit liv, der har været uløseligt forbundet med gården, jorden og dyrene. Det har været en slidsom tilværelse, hvor Anton ikke har tilladt sig selv udskejelser eller lediggang. Allerede som 16-årig overtager han gården, men det er den dominerende mor, som med jernhånd styrer alt. Det er hende, der træffer beslutningerne, og de to gange Anton vil giftes og faktisk er på vej til at blive barnefader, sætter hun sig imod det med fatale følger. Moderen dør først som 100-årig, så Anton får kun få år alene på gården, og da er alt for sent. Kvinderne er gået heden, dyrene sat ud, helbredet svigter, gården forfalder og sæderne skifter. Moderen er en ond heks, kold og beregnende, og man forstår ikke, hvorfor Anton finder sig i det. En formidabel roman om livet på landet gennem et århundrede og et psykologisk overbevisende og knugende portræt af en mand, der lod livet gå sig forbi. Oplagt til alle de mange læsere af bl.a. Anne Marie Løns Prinsesserne, 1996, og Smærup Sørensens nye Mærkedage, 2007/14