Ved denne bogs fremkomst i 1953 kaldte forfatteren sig Alexis Hareng, og blandt datidens mange bud på, hvem der gemte sig bag pseudonymet, var der flertal for Karen Blixen. Ved genudgivelsen i 1971 lagde K.V. selv navn til den, men det er lidt svært at få øje på andre grunde end vore dages Blixen-virak til atter at udgive denne deciderede - og bevidste - Blixen-pastiche, som for øvrigt vakte hendes harme. - Tre personer mødes hvert år på samme aften for at fortælle historier. Dette år, koleraåret 1853, skal historierne belyse emnet ".. . begrebet angst med særligt hensyn til den religiøse følelse." Herefter former bogen sig nærmest som en novellesamling med mytiske og mystiske elementer, store lidenskaber, hovmod, tragedier etc. Til slut bliver fortællerne selv hovedpersonerne i historierne, og i den ugebladsagtige og patetiske slutning afsløres det, hvorledes deres skæbner har været spundet sammen. - Man kan ikke frakende bogen en vis episk styrke - bevidst altmodisch ogomstændelig i fortælleformen, men samtidig ganske fascinerende og ind imellem både poetisk og humorfyldt. Den har en naturlig plads på bibliotekerne, men den er ikke på højde med forfatterens hovedværker. Og der er meget, meget langt til Blixen