Yndlingslegen blev skrevet for et kvart århundrede siden, og i dag virker den på mange måder utrolig tidstypisk og utrolig uskyldig i sin navlebeskuen. Den unge Breavman (et utilsløret portrætaf den unge Leonard Cohen) kunne tillade sig at se livet og kærligheden som en leg - det var før ungdomsoprør, Vietnam og globale trusler. Hans yndlingsleg er den med kvinderne, som han uophørligtkredser om, men det forbliver kun en leg. Han er digter og drømmer, har så travlt med at iagttage både sig selv og kvinderne, at han ikke er i stand til at holde fast, og ønsker det heller ikke,for det er mere romantisk at være melankolsk og mindes - bagefter. Som det hedder et sted: "Dette er den tid Breavman ikke husker så godt, fordi han var så lykkelig". Selvom Breavmans historie erlæseværdig i sig selv, så er det sproget der i dag bærer bogen, det er lyrikeren Leonard Cohen, man hører synge, dæmpet, melankolsk og billedskabende. Og som en anmelder engang skrev: Bliv ved medat stirre på dennavle, Léonard, du har englestøv i den