Scenen er sat i midten af 1700-tallets England, hvor den gryende oplysningstid danner baggrund for horeungen James Dyers mærkelige skæbne. Som barn viser han sig ikke at være i stand til at føle nogen former for fysisk smerte. En "brist", der næsten øjeblikkelig synes at række videre til en hos James, i alle livets facetter og forhold, emotionel tilknappethed grænsende til det afstumpede. Efter at en koppeepidemi har slået familien ihjel, må han se sig udleveret til en kvaksalvers nåde og plat for siden, gennem et klassisk pikaresk handlingsforløb, hvor forf. eksponerer såvel satire som realisme blandt høj og lav, at kæmpe sig op og frem som en af den nye kirurgis fremmeste udøvere. At lindre og udfri sine medmennesker af tilstande af smerte, som man ikke selv kan indleve sig i, viser sig dog heller ikke at være uden omkostninger for James Dyer. Forf. demonstrerer et fast greb om sine karakterer og sit miljø, orkestreret indenfor rammerne af et overordnet tidsbillede, hvor oplysning sås som midlet for at nå målet: den højeste menneskelige lykke. At det ikke altid går sådan, demonstreres imidlertid i en roman, der med sine tematiseringer af fremmedgørelse, indlevelse, indfrielse og måske James Dyers fred og frelse, fremstår både væsentlig og vedkommende