Den store russisk/franske mellemkrigstidsforfatter, der døde interneret i Auschwitz, havde efterladt manuskriptet til denne dobbeltroman, som hendes døtre først fandt frem 60 år efter og sidste år udgav i Frankrig. Den første roman er en kalejdoskopisk fortælling om flugten fra Paris i juni 1940, da de fleste frygtede, nazisterne ville udslette byen. Vi følger en række familier og enkeltpersoner fra de fattigste, der må flygte til fods til de meget usympatisk skildrede overklassefamilier, der nærmest betragter flugten som en sommerhustur med alle værdier og tyende pakket sammen, men trods det med meget ringe modstandskraft overfor virkeligheden. Dolce følger besættelsen af en lille landsby og de lokales forskellige, men ofte givtige, forhold til de tyske soldater. Bogen er en litterær sensation ikke blot fordi et mesterværk endelig ser dagens lys, men også på grund af det meget skarpe billede af Frankrig og franskmænd under besættelsen. Stilistisk, og i kvalitet, ligger Némirovsky tæt på et af forbillederne, Leo Tolstoj