Pòju Luàdu er en halvstor by på øen, der godt kunne være forfatterens fødeø Sardinien. Den 90-årige Ciro stammer fra byen, og han har efter et aktivt og omfartende liv bygget sig et hus på en bakketop i byens udkant. Her lever han efter eget ønske et enkelt og ensomt liv, men bliver glad, da en såret hund slutter sig til ham, og han derved igen får kontakt med en fætter, der er dyrlæge. Familien er vidt forgrenet, og romanen beretter om skæbner fra Ciros fortid og fra de yngre generationer. Synsvinken skifter, og bringer læseren tæt på tanker og følelser hos de forskellige personer. Livsvilkårene i dagens økultur beskrives gennem lokale personer, mens familiemedlemmerne tager politiske, etiske og moralske spørgsmål op og kommenterer dem. Der er mange personer, mange skæbner og mange problemstillinger, og det giver romanen et kaleidoskopisk præg, der i starten kan forkomme noget forvirrende, men som også indbyder til debat og eftertanke. Ciro er en elskelig, klog mand, der naturlig nok filosoferer over alderdommen, mens han bekymrer sig om sine nærmeste og samfundets udvikling. Ellers er det især kvinders forhold, der belyses. Forfatterens billedrige sprog giver et sanseligt billede af lokaliteten og personernes følelser. Forfatteren har aldrig fået den store læsekreds, og det tror jeg heller ikke kommer med denne bog, som har for mange budskaber til den brede læserskare