Tonen er ligefrem og upoleret og sproget er fyldt med indre spændinger. Stilen er ekspressionistisk med malende, metaforfyldte sætninger. Når det er bedst, lykkes Jóanes Nielsen med nogle usædvanligt hårde og smukke ordbilleder, der bygger bro mellem det adskilte og modsatrettede, håbet og døden. Som i det stærke, uafrystelige digt, Kærlighedens hårde lys, hvor det bl.a. hedder: "Ud af åndedrættet fra to der elsker hinanden / vokser der også broer. (...) man bliver mindet om at det er kvæstede stemmebånd der knytter verden sammen."