Duvanels synsvinkelbærere er iagttagere af livet og menneskene. Stilen er knap, præcis med tilsyneladende realistiske hverdagsskildringer. Men lige under overfladen buldrer det surreelle, drømmende, mareridtsagtige og mytiske, hvor man kan høre dissonanser af ensomhed, kærlighedsmangel og utilpassethed. Det er smukke, fortættede og præcise tekster med flere lag, og de skal læses lige så langsomt som lyrik. Fint egnede til fx fælleslæsning