Lipson skriver betagende smukt, både barsk realistisk og fabulerende ud i stjernerne. Det er en underfundig, varm og tragisk bog om længsler og drømme. Trods mørke, kulde, druk og ensomhed spirer kærlighed, venskab og håb, omend tit forgæves. Teenagedrengene er rå, de fniser og tegner tissemænd på den bly lærerindes tavle, men fortællingen om dem er øm og fuld af humor. Omslaget "deklarerer" bogen godt: Fin bagsidetekst, forside med en begejstret tissemand på vej mod de evige stjerner; de læsere, som lader sig støde af den, skal nok heller ikke læse bogen