Forfatteren er tidligere sognepræst m.v. med en række værker bag sig. Hans emne her er at trænge ind i det tilsyneladende ubrydelige venskab mellem digterne Johannes Jørgensen, Sophus Claussen, Viggo Stuckenberg og dennes hustru Ingeborg. Venskabet opstod, da de mødtes i København i det akademiske miljø i midten af 1880'erne, præget af Det Moderne Gennembrud. Det var de nye, frie tankers rum, en friere moral, mennesket i centrum uden brug for en Gud. De forfægtede deres synspunkter og levede sammen som en klan. Historien er kendt: Det hele gik i opløsning, venner drev fra hinanden, Ingeborg begik selvmord efter at være flygtet fra Viggo. Den primære årsag var Jørgensens tiltagende religiøse orientering, der førte ham ind i katolicismen med bitre opgør i den anledning. Opgøret kan i bogen her følges gennem breve etc - men findes jo også i deres digtning, som der citeres fra. Nielsen redegør enkelt og klart for, hvordan denne uenighed om livsanskuelse førte til splittelse og tavshed. Sammen med historien står også portrætterne af de implicerede i al deres forskellighed klart. Et udmærket stykke litteratur- og tidshistorie. Illustreret primært med samtidige fotos. Noter og uddybninger efter de enkelte hovedafsnit. Litteraturfortegnelse