To unge cand.mager i filmhistorie og historie beretter klart og velformuleret om hvordan nazisterne hurtigt satte sig hårdt på den tyske filmindustri, fordi de betragtede filmen som det vigtigste propogandamiddel. Derpå analyserer de grundigt de billeder, som Leni Riefenstahl-filmene Viljens triumf, 1935, og Olympia, 1938, tegner af arierne og føreren, der nærmest bliver ophøjet til Gud. Modsætningen, den hadske propoganda mod jøderne belyses så ved tilsvarende grundige analyser af Veit Harlans spillefilm Jøden Sûss, 1940, der blev en stor publikumssucces og den utroligt grove "dokumentarfilm" Den evige jøde, 1940, som ikke mange orkede at se selv i Tyskland. Endelig slutter bogen med en kort omtale af den amerikanske TV-serie Holocaust, 1978, og Claude Lanzmanns dybtgående interviewfilm Shoah fra 1985. Der er creditliste til filmene, og forslag til videofilm og litteratur, der kan lånes. Bogen sigter især mod undervisning i historie, film samt dansk og tysk i gymnasiet eller på HF, men kan bestemt også læses af almindeligt historie eller filminteresserede lånere. Den velskrevne og rigt illustrerede bog er desværre også aktuel i disse tider, hvor racisme, etniske udrensninger og propoganda i medierne er en grum del af den europæiske hverdag