En ung libanesisk kvinde skriver breve, der sikkert aldrig når frem, fra et sønderbombet Beirut, i denne roman oprindelig fra 1992. Til veninden, der undslap krigens rædsler for et flygtningeliv i Belgien, hvor deres venskab alene funderet i en fælles fortid er dømt til at visne. Til andre veninder, familie, bekendte, elskere, en Billie Holiday, og symbolsk til den besatte jord. Alt og alle har det til fælles, at de har været med i den unge kvindes liv, været medskabere af hendes identitet, men at deres veje nu for altid synes skilte. Romanens titel er rammende, hvornår synger man bedst en blues? Det gør man, når man har svært ved at sige og formidle det man føler allermest alene med ord, og på den måde bliver den unge kvindes brevmosaik til en sørgmodig blues, ikke alene for hende selv, men for hendes identitet og fællesskab med sit folks blodige og ulykkelige historie. At huske det der var, godt og ondt, og finde mening i det som er. Det er en knugende, gribende, men også sensuel og humoristisk brevroman, fra en ung kvinde, der lidenskabeligt vil livet, men som er fanget på en "dødens holdeplads". Desværre meget aktuel. Hvor der er krigsskuepladser og menneskelig afmagt, er der stadig mange breve, der trænger til at skrives