Lektørudtalelse

Forfatter: Karsten Boll

Forfatteren og illustratoren til Et lille stykke vinter (98/44) har lavet en fin fantasyroman til oplæsning fra 4. klasse og selvlæsning fra 5. klasse. Det er "Den grimme ælling-historien" iklædt en fantasyverden, hvor drengen Kvisth er blevet anbragt hos en troldefamilie og derved er outsideren. Han bliver sendt hjemmefra med formaningen om at følge stierne, men Kvisth vælger konsekvent ikke at følge dem. Derved udsættes han for mange prøvelser og megen modgang. Han overlever venskab og savn, hjælpsomhed og svig på sin lange rejse, inden han ved et tilfælde bliver genforenet med sin far. Der findes mange mystiske væsener, der hver for sig repræsenterer forskellige værdier, men alligevel skabes der et sammenhængende univers og et fin beskrivelse af en dreng, der søger at finde sine rødder. Handlingen leder til tider tankerne hen på Hobbitten og Shamran. De mange illustrationer er flotte og spændende s/h stregtegninger af mærkelige skabninger, som fremmer forståelsen, men også fjerner muligheden for selv at danne billeder. Bortset fra opdigtede retter som fx ølsepølsesuppe er sproget fængslende og letflydende. Teksten har en åben læsevenlig sats