Lektørudtalelse

Forfatter: Poul Wibbert Esberg

Der vil givet komme adskillige bøger, der læner sig op ad Potteruniverset (tænk bare på Tolkien); den foreliggende bog hører til i den bedre ende. Den er ordnet som en alfabetisk gennemgang af navnestoffet fra de fire bøger, og godt nok er mange med, men langt fra alle. Teksten er skrevet sammen med hjælp fra bl.a. netsider, mytologiske leksikaer, literaturfolk, Rowlings egne udtalelser og citater fra bøgerne. Sproget er ikke ganske let alle steder, ja, sine steder udvikler de enkelte artikler sig til egentlige litterære analyser, som 7.-9. klasse vil have størst glæde af. Alle vil dog kunne glæde sig over den ekstra dimension, der lægges til Potteruniverset ved at få forklaret Rowlings leg med navne og sprog, især latin. Register og krydshenvisninger gør det let at finde rundt, og der krydres med ekstraoplysninger her og der i margenen. Illustrationerne af griffer, fønixer og andre væsener er gamle s/h træsnit af vekslende kvalitet, som ikke lever op til en forside, der layoutmæssigt lægger sig tæt op ad de rigtige Potterbøger, men med den lille bitte tilføjelse: "Ikke godkendt af J.K. Rowling"