Lektørudtalelse

Forfatter: Søren Møller

Anvendelse/målgruppe/niveau

En bog for interesserede i arkitektur og Københavns historie og topografi

Beskrivelse

Bag den kryptiske titel gemmer sig 69 overdækkede gangbroer i København, som forfatteren har fundet, beskrevet og lagt ind på nogle foreslåede ruter, som vises på bykort, så man kan gå eller cykle rundt og studere fænomenet. Nogle kendte eksempler på denne bygningsform er Stærekassen ved Det kongelige Teater og Nokias meget lange stål- og glasbro over et havnebassin i Teglværkshavnen. Broerne forbinder firmaers eller institutioners bygninger og skaber forbindelse over gader eller vand. Broerne er meget forskellige i størrelse og i materialerne, som kan være stål, glas, mursten, beton eller træ. I alder spænder de fra 1700-tallet til i dag. Nogle er offentligt tilgængelige og mange er private. Teksten er grundig med vejvisning og beskrivelse af broen og de bygningers historie og funktioner, som den forbinder. Alle stederne vises på et eller flere farvefotos af bedste kvalitet. Som tillæg er der lidt om forsvundne gangbroer i hovedstaden og om gangbroer i Venedig. Bogen er i samme format og trykkvalitet som 8 gåture med Peter Olesen gennem København, 2004 og Peter Olesen viser rundt i Københavns Havn, 2005

Sammenligning

Der ses ikke at være udgivet noget lignende om emnet

Samlet konklusion

En gennemarbejdet og velillustreret bog om en arkitektonisk specialitet i København