Lektørudtalelse

Forfatter: Kresten Søe Christensen

Anvendelse/målgruppe/niveau

For læsere med videregående interesse for 2. verdenskrig og Færøerne

Beskrivelse

3 dage efter Tyskland havde besat Danmark 9. april anløb 2 engelske destroyere Thorshavn med allierede besættelsesstyrker til de strategisk vigtigt beliggende Færøer. Operationen havde kodenavnet Operation Valentine, og den fredelige besættelse omfattede på et tidspunkt hele 8000 soldater. Englænderne var populære, men deres tilstedeværelse gjorde de følgende år Færøerne til mål for tyske bombefly, og ikke mindre end 132 færøske fiskere og søfolk omkom under krigen. Desuden gav de fem år, hvor øerne var afskåret fra Danmark, nyt liv til den spirende selvstændighedsbevægelse. Historien om den britiske besættelse af Færøerne er fortalt gennem en kronologisk redegørelse for begivenhederne gennem forskellige kilder dag for dag og år for år med inddragelse af både de store linjer og de konsekvenser, krigen fik for den færøske dagligdag og forholdet mellem Danmark og Færøerne. Derudover er der nogle kapitler med beretninger, spor efter besættelsen og færøske mønter og pengesedler. Bogen, som bl.a. er illustreret med samtidige fotos og kort, rummer ikke de samme store dramatiske begivenheder, som krigen bød på andre steder. Den kronologiske opbygning giver ofte et lidt tørt præg, men fremstillingen er overalt grundig og meget velresearchet

Sammenligning

Der findes ikke andre bøger om emnet

Samlet konklusion

Et hidtil ufortalt stykke besættelseshistorie i en velresearchet fremstilling, som følger store og små begivenheder dag for dag på Færøerne 1940-45