Lektørudtalelse

Forfatter: Pia Petersen

Anvendelse/målgruppe/niveau

En billedbog for voksne (især for forældre med børn, der hellere vil lave alt muligt andet end at falde i søvn, når de skal)

Beskrivelse

Den amerikanske udgave Go the fuck to sleep var en idé forfatteren luftede som en Facebook status en aften efter at have kæmpet med sin datter i flere timer. Han fik adskillige positive kommentarer og fandt ud af, at der var noget at arbejde videre på. Allerede før bogen var udkommet, var den røget ind som nr. 1 på Amazon.coms bestsellerliste. Viral markedsføring har et stort ansvar for bogens udbredelse og der findes utallige indlæsninger af bogen på YouTube. Per Vers, rapper og rimsmed, har fordansket til Sov nu, for satan. Bogen fortæller i rim om en fars kamp for at få sit barn til at sove og alle barnets overspringshandlinger. Faren falder selv i søvn og da han vågner ligger barnet ved siden af og sover. Faren lister ud og ser film med moren, men ak, da mikroovnens popcorn er færdige og "dinger", vågner barnet igen. Suk. Sproget flyder lidt dårligere end på engelsk, og et sted har teksten helt mistet sammenhængen med illustrationerne: teksten handler om en gris og en hest og på billedet ses åkander og en frø. Lidt ærgerligt. Bogens sprog er rimeligt hårdt, men hele tiden med en kærlig undertone

Sammenligning

Der findes mange faglitterære bøger om at få sit barn til at sove, men denne står i form og indhold som en ener i skønlitteraturen

Samlet konklusion

En fin parodi på den klassiske godnathistorie, der vil vække genkendelse og fællesskabsfølelse hos trætte småbørnsforældre