Lektørudtalelse

Forfatter: Helle Laursen

Kort om bogen

At være Honey er ikke altid lige nemt. Hun klarer alligevel hverdagen med sin krævende famile, også selvom alting af og til bare bliver for meget. For 11-13 år

Beskrivelse

Honey bor på Nørrebro, hendes forældre er skilt, hendes storesøster er handicappet, og hun har selv lidt svært ved at sige nej, og kommer ofte til at lyve bare en lille bitte smule. Derudover er hun forelsket i Philip fra hendes klasse. Endelig synes hun ikke selv, at hun er ret pæn, for hun er født med læbeganespalte. En dag kommer hun til at tage bussen helt ud til Frederiksberg uden hun egentlig vil det. Her møder hun Marcel, der er en ældre mand, der ligger på hospice for at dø. Det ændrer Honeys liv, og hverdagen bliver for en tid helt anderledes

Vurdering

Det kan godt være, at du synes det lyder som en lidt trist og alvorlig bog, men det er det ikke. Historien om Honey og hendes familie er faktisk morsom. For selv om Honey ved, man ikke må lyve, kommer hun til det alligevel, hvilket ofte bliver pinligt, men også fører sjove ting med sig. Du kan ikke lade være med at synes om Honey og hendes ikke helt normale familie

Andre bøger om samme emne

Historien om Honey ligner Line Kyed Knudsens serie om pigen Stella, den første bog er Sugemærket