Lektørudtalelse

Forfatter: Jacob Holm Krogsøe

Kort om bogen

Hårdkogt, brutal og velskrevet thriller, hvor mord, olie, Grønland og "mexikansk suppe" spiller centrale roller. Suppen er en oprydningsopskrift brugt i mexikanske narkokarteller, hvor lig skæres i stykker og opløses i salpetersyre! Til dem, der vil have en thriller af internationalt format

Beskrivelse

Det store danske firma Nobel Oil har fundet olie i Vestgrønland. Men da deres chefgeolog myrdes, og en vigtig usb-nøgle forsvinder, hyres privatdetektiven Michael Sander til sagen. En sag, der viser sig at åbne op for en lavine af løgne, bedrag og vold. "Et bjerg af løgne" er tredje bind i Steffen Jakobsens serie om Michael Sander

Vurdering

Jacobsen leverer, måske, efterårets bedste thriller. Men også en thriller, hvor alt er set før, både i forhold til plot og karakterer. Grunden til at "Et bjerg af løgne" alligevel føles fersk er Jacobsens hårdkogte sprog og nærmeste filmiske evne til at "klippe" bogen som var den en stor Hollywood-produktion. Bogen er meget brutal, fyldt med grafisk vold og makabre detaljer, og er så underholdende, og fyldt med fremdrift, at den næsten er umulig at lægge fra sig. Den kan læses uden kendskab til de foregående bøger om Michael Sander

Andre bøger om samme emne

De to foregående bind i serien om Sander, Trofæ og Gengældelsen, og sammen med Jussi Adler-Olsen er Jacobsen Danmarks bedste bud på thrillerforfattere af meget høj kvalitet