Lektørudtalelse

Forfatter: Marianne Agger

Kort om bogen

Alfreds farfar er død. Hvor er han blevet af, og kan minderne om ham gøre det lettere at komme igennem sorgen? Smuk billedbog om liv og død for børn fra ca. 4 år i dialog med deres voksne

Beskrivelse

I starten er billedbogen ordløs. Man ser et hus med en stor, frodig have. Dernæst er en tegning af haven, hvor en familie i sort/hvide farver drysser Alfreds farfars aske ud i havens vandløb. Så kigger man ind i huset, hvor familien får kaffe efter afskeden med farfaren. Alfred og far snakker om, hvordan farfar nu er blevet til et minde inden i dem. Dialogen mellem dem er skrevet som replikker som i et dramastykke. På nogle af opslagene vises små handlingssekvenser via tegninger i firkantede bokse. Dennis Gade Kofod har fx også skrevet Frøken Knirk og den gale robothund, og Ane Bjørn har fx lavet Bjørnebarn

Vurdering

Det er en vidunderlig bog, der på en livsklog, lys og hjertelig måde viser, hvordan man kan hjælpe et barn med tabet af et kært familiemedlem. Teksten og dialogen mellem Alfred og hans far er velovervejet, og tegningernes brug af farver, symbolik, vinkler og opsætning gør, at det hele går op i en skøn symbiose

Andre bøger om samme emne

I billedbøger beskrives døden og sorgbearbejdelse på forskellige måder fx ud fra en biologisk vinkel om naturens kredsløb eller en kristelige forestilling om et efterliv i himlen. Bogen her griber døden an på en udramatisk og jordnær måde ligesom det fx ses i Pipilotta & mormors gamle skab