Lektørudtalelse

Forfatter: Jørgen Bartholdy

Leif Davidsens position som den førende danske forfatter af politiske spændingsromaner er uantastet. Hans største aktiv er hans indgående kendskab til forholdene i verdens brændpunkter. Det udnytter han også i denne thriller, hvis beskrivelse af danske forbindelser til al-Qaeda celler i bl.a. Spanien er næsten uhyggelige i såvel deres aktualitet som i deres overensstemmelse med, hvad der har åbenbaret sig efter terrorangrebet i Madrid for få uger siden. Bogen hænger sammen med to tidligere: Den serbiske dansker og De gode søstre, men kan læses alene. Vuk, den tidligere hitman fra den første af de to titler, har trukket sig tilbage til et fredeligt familieliv i USA. Da myndighederne strammer grebet om illegale indvandrere efter 11. september må han se sin tilværelse truet, og han tvinges til at vende tilbage til København på en hemmelig mission, denne gang med CIA som opdragsgiver. Davidsen skriver som altid spændende, og er stadigvæk eminent til at formidle sin omfattende viden om emnet. Det vil - sammen med bogens aktualitet - sikre den ligeså stor udbredelse som de tidligere