Lektørudtalelse

Forfatter: Ulla Møller

Anvendelse/målgruppe/niveau

De to hæfter med meget enkle skabeloner kan med voksenhjælp bruges af de mindste børnehavebørn, og de 7-9-årige vil selvstændigt kunne opnå fine resultater til at pynte op med hjemme og i skolen

Beskrivelse

Melike Fürstenberg er uddannet på Danmarks Designskole og udgav i 2010 titlen 135 skabeloner til juleklip. Disse to nye hæfter indeholder hver 135 skabeloner til henholdsvis forår og halloween. Skabelonerne er meget enkle og er gengivet i fire størrelser, så det er unødvendigt at kopiere op eller ned. De uhyggelige skabeloner adskiller sig ikke signifikant fra de skabeloner, man finder på internettet, dog er der eksempler på dekoration med perler og anden pynt. Skabelonerne til forårsklip giver i al deres enkelhed mulighed for, at sætte sit eget præg på det færdige resultat vha. fx blomstret papir, der tilføjer dem et nutidigt, nordisk udtryk. Bøgerne indledes med en indholdsfortegnelse, et forord og en vejledning til at komme i gang, her er bl.a. forslag til materialer som smukt papir, mosgummi, perler og pailletter. Bøgerne er illustreret med få, lidt mørke fotos af de færdige resultater og søde tøsebørn

Sammenligning

Der findes mange bøger med ideer til forårsklip og klip til halloween. I sværhedsgrad svarer disse to hæfter til Agnes Ingersens bøger, men de vil nok også appellere til lidt større børn

Samlet konklusion

To hæfter med enkle skabeloner, som børn i 7-9-års alderen selv kan bruge og opnå pæne resultater med, men i strømmen af mange års bøger med papirklip tilføjer de ikke emnet meget nyt