Lektørudtalelse

Forfatter: Beth Høst

Anvendelse/målgruppe/niveau

De "almindelige" krimi/spændingslæsere kunne godt få nogle rigtig gode og måske uventede læseoplevelser ved at låne denne antologi med hjem

Beskrivelse

10 skandinaviske og velkendte navne fra bibliotekernes spændings- og krimihylder har leveret kortere historier til denne antologi, hvoraf forlaget vil give et bidrag til organisationen "Læger uden grænser". Her er en traditionel Blædel-historie med en stærk journalistpige, der tager hjem til Skagen for at udrede trådene, da hendes redaktør-far bliver slået ned. Her er også en elegant drejet intrige af Leif Davidsen, der har bygget både tilbageblik ind sammen med noget meget nutidigt. Sissel-Jo Gazan har nærmest leveret en hjemstavnshistorie om en ung mand, der er mønsterbryder, eller er han? Af Staalesen har vi Veum på lette ulvepoter på de ydre holme ved vestlandet. Novellen må stamme fra et godt lager, en af figurerne er en ren Jane Fonda-model fra 80'erne. Kaaberbøl & Friis har skrevet en historie, hvor Røde Kors sygeplejersken fra tidligere krimier er hovedskikkelsen og gav i hvert fald denne læser lyst til at høre mere. Håkan Nessers historie har en gysende psykologisk pointe, hvor Theorins spøjse afslutningshistorie tager os med en tur ned til de underjordiske sammen med en tyvagtig plejehjemsansat

Sammenligning

Her kan kun nævnes antologien Liv for liv fra 2011, hvor andre kendte spændingsskribenter udkom i en fin samling, der gav en donation til Dansk Flygtningehjælp

Samlet konklusion

Alle antologiens historier er skarpe - på hver sin specielle måde