Lektørudtalelse

Forfatter: Jacob Holm Krogsøe

Anvendelse/målgruppe/niveau

Den brede målgruppe er læsere af historiske romaner der foregår omkring 2. verdenskrig. Den skarpere målgruppe er dem, der interesserer sig for Ruslands historie i første halvdel af 1900-tallet og Bornholms historie omkring 1945

Beskrivelse

Romanen tager sin begyndelse i maj 1945, hvor russiske soldater befrier/besætter Bornholm efter at tyskerne har overgivet sig. Vi følger så romanens to hovedpersoner, Pavel og Sergej, der begge er soldater, og deres oplevelse på den danske ø. Bag den rolige overflade lurer der dog konflikter med den russiske efterretningstjeneste. Romanen tegner et fint billede af Bornholm og samtidig kommer forfatteren, gennem samtaler med soldater og flashback-sekvenser, med en gennemgang af den russiske historie, i grove træk, i tiden før og under 2. verdenskrig. De hyggelige stunder på Bornholm står i stærk kontrast til brutale beskrivelser fra fortiden, og det er i denne vekselvirkning, at romanen finder sin styrke. Efter endt læsning føler man sig både godt underholdt og klogere på mange ting. Romanen indledes med et fint forord af Bent Jensen. Øen og landet er oversat fra russisk, og det gør det også spændende at se Bornholm, og Danmark generelt, gennem en russisk optik

Sammenligning

Bent Jensen har skrevet fagbogen Den lange befrielse, om den sovjetiske besættelse af Bornholm, og den har været med til at inspirere forfatteren bag Øen og landet

Samlet konklusion

Spændende historisk roman om et kapitel i 2. verdenskrig, som måske vil være ukendt for mange danske læsere