Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Anvendelse/målgruppe/niveau

Jacobsens Trofæ fra 2013 tog læsere af danske spændingsromaner med storm, og Gengældelsen vil også blive populær. Den er ikke så umiddelbart dramatisk som Trofæ, men kryber så meget desto mere ind under huden på læseren

Beskrivelse

Igen stifter vi bekendtskab med politikommissær Lene Jensen og specialkonsulent Michael Sander. De er begge vingeskudte; hun efter datterens selvmord og han efter traumatiske oplevelser på en opgave. Jobmæssigt er Lene kørt helt ud på et sidespor, men da en perifer bekendt mod alle odds kaster sig ud foran et tog, vågner hendes instinkter og fandenivoldske vilje til live igen. Hun aner en forbindelse til en nylig terroraktion i Tivoli, hvor 1.241 mennesker mistede livet, og til endnu en selvmordsbombe i København. Desperate og uforfærdede sætter Lene og Michael sig op mod stærke kræfter, og som læser følger man dem gerne fra først til sidst. En velskrevet og effektiv spændingsroman med gode person- og miljøskildringer og et plot, der forekommer uhyggeligt sandsynligt

Sammenligning

Dette er Steffen Jacobsens (f. 1956) femte spændingsroman, og han er en af tidens bedst skrivende forfattere inden for genren. Det er oplagt at sammenligne ham med navne som Jens Henrik Jensen, Jussi Adler-Olsen og især Michael Katz Krefeld

Samlet konklusion

Udmærket dansk spændingsroman, som der vil være en del læsere til på alle biblioteker. Den bliver næppe helt så efterspurgt som den højdramatiske forgænger Trofæ, men på de indre linjer er den mindst lige så god