Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Kort om bogen

11. i særklasse gode krimi om den norske politimand Harry Hole. Jo Nesbøs mange trofaste læsere er garanteret fornøjelsen af for lidt nattesøvn og forsømte gøremål, fordi man igen og igen er nødt til at læse videre i den vidtforgrenede krimi

Beskrivelse

I Oslo bliver unge kvinder dræbt på voldsom og bestialsk vis og deres blod drukket. Morderen er en mand, de har mødt på Tinder, og som kender alt til deres liv og har adgang til deres hjem. Politiet er udfordret af sagen og af interne magtkampe og må til sidst bede deres legendariske kollega Harry Hole om hjælp. Han er nu tørlagt og lever et stille liv med sin elskede Rakel. Morderens identitet bliver ret hurtigt kendt, men han leger kispus med politiet og særligt med Hole, med hvem han har et gammelt regnestykke af gøre op

Vurdering

En dejlig lang krimi med et sindrigt plot og en gennemført virtuos komposition, som flere gange tager en overraskende drejning. Den grimme og blodige handling, den melankolske grundstemning og de indlevede personskildringer går hånd i hånd med et flot sprog, og det er en krimi, som er svær at lægge væk

Andre bøger om samme emne

Jo Nesbø (f. 1960) er velskrivende og stemningsskabende som få, og hans serie om Harry Hole har for længst placeret sig højt på alle tiders krimihitliste. Hvis dette er sidste bind i serien, kan man i mangel af bedre næsten blive fristet til at læse hele serien forfra for igen at lade sig indfange i det særlige univers og lade sig betage af den sammensatte og uortodokse Harry Hole