Lektørudtalelse

Forfatter: Marion Tirsgaard

Kort om bogen

Hende den lille vil gerne lege i puderummet, men de andre børn vil ikke give hende lov. Kun hvis hun går op på skolens loft, hvor det spøger. En perle til gyserentusiaster fra 8-12 år. Oplagt til højtlæsning

Beskrivelse

Hende den lilles eneste drøm er at lege i puderummet, og derfor går hun med til at gå op på skolens loft, hvor lærerinden spøger. Hende, der hængte sig, så hun kunne plage skolens elever i al evighed. Børnene låser Hende den lille inde på loftet og alle, selv hendes forældre, glemmer alt om hende, der i nattens mulm og mørke møder Lærerinden, men også Kødhakkeren, Saksepigen og Biblioteksdrengen. Både Per Gustavsson, der har illustreret bogen, og Lena Ollmark har flere børne- og billedbøger bag sig. Bogen er nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2019

Vurdering

Det er en grum, grotesk og alligevel varm spøgelseshistorie om en pige, der mobbes i skolen og er så ubetydelig, at hun end ikke har et navn. Trods bogens udpensling af blod og afhuggede lemmer, er der noget håbefuldt over pigens møde med skolens spøgelser, og gentagelsen i bogens opbygning medvirker, trods den noget overraskende slutning, til at bogen ikke bliver for uhyggelig. Det er en perle af en bog om mobning, spøgelser og venskab

Andre bøger om samme emne

Bogen er umiddelbar svær at sammenligne med andre bøger, men kan minde lidt om den groteske stil, som bl.a. Bent Haller repræsenterer i fx Ispigen og andre fortællinger