Lektørudtalelse

Forfatter: Birgit Sloth

Kort om bogen

Sigrid bor med mand og to børn i Oslo, langt fra barndomshjemmet. Da hendes mor får en alvorlig kræftdiagnose forandres deres forhold, og de forsøger at nærme sig hinanden. Til læsere af realistiske familieromaner er det en velskrevet, stærk fortælling om at skulle dø og om at miste sin mor

Beskrivelse

Sigrid føler sig svigtet i barndommen. Da hun er bare syv år får hendes far flere hjerneblødninger og mister sproget m.m. Hendes mor, Anne, tager sig af den plejekrævende mand, sit lærerjob, to børn og en gammel slægtsgård. I skiftende afsnit lægger Sigrid og Anne stemme til fortællingen om deres liv. Sigrid bliver praktiserende læge, og da Anne bliver syg, bliver mor-datter-forholdet også et læge-patient-forhold. Helga Flatland (f. 1984) har fået mange læsere med sin forrige roman En moderne familie

Vurdering

En ligefrem, realistisk fortælling, der på en hjerteskærende måde kommer tæt på hverdagsagtige og genkendelige følelser samt på sygdom og død. Ved at skifte stemme, ofte midt i en situation, bliver det nuanceret og fint. Helga Flatland viser stor psykologisk indsigt, og åbner for at forstå og forlige sig med det liv det blev og dets afslutning

Andre bøger om samme emne

Virgis Hjort skriver lige så smertefuldt om familierelationer og mor-datter-forholdet, fx i Er mor død. De nærmeste skildrer også en datters oplevelse af svigt fra en mor, der udviser stor omsorg og kærlighed til sin mand, men i et mere poetisk sprog