Filmvurdering

Forfatter: Frans Rasmussen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Vagn Steen fortæller levende om sit forfatterskab og sit arbejde indenfor den såkaldte konkretisme med at demokratisere kunsten. En film der er oplagt til litteraturundervisningen fra 9. klasse og opefter, men også er en berigende oplevelse for alle boglæsere

Beskrivelse

Filmen består af én scene. Vagn Steen sidder i sin stue på Frederiksberg, fortæller om arbejdet med sine bøger og fremviser både disse og sin plakatkunst, hvor han arbejder med sprogoplevelsen. Allerede i debuten Digte? arbejder han med nye strategier for sprogbrug, hvor aktiveringen af læseren er vigtig. Ikke mindst i bøgerne Riv selv og "Skriv selv", hvoraf sidstnævnte består af blanke sider, som læseren selv kan udfylde. Vagn Steen stiller spørgsmålstegn ved den traditionelle lyrik og modernismen ved et legende forhold til sproget og bogformaterne

Sammenligning

Gennem Vagn Steens egen fortælling giver filmen et overblik over denne sjældne personligheds livsforløb og litterære udvikling. Han er en levende, uhøjtidelig fortæller, samtidig med at der er dyb substans i hans betragtninger over litteraturen og dens forhold til læserne. Det er slående hvor tankevækkende og meningsfulde de tilsyneladende lidt skøre eksperimenter med bogformater såsom blanke sider og bogen med hul i bliver

Samlet konklusion

I det sidste kvarter af filmen gentager Vagn Steen sin fremstilling på engelsk, men spring ikke dette afsnit over. Dels får man repeteret den koncentrerede fremstilling og dels gemmer der sig et par yderligere pointer, som ikke er med i hovedafsnittet

Københavns Biblioteker - Krystalgade 15 - 1172 København K - Tlf: 3366 3000 - Mail: bibliotek@kff.kk.dk
Borgerservice - Tlf: 3366 3366
Spørg biblioteket