Lektørudtalelse

Forfatter: Kent Skov

Kort om bogen

En fin lyrik-og kunstbog hvor en håndfuld fine naturdigte supplerer en serie enkle og smukke billedtæpper i hør og silke. For interesserede i både det billedkunstneriske og det lyriske udtryk

Beskrivelse

Bogen er et lille dobbeltværk bestående af farvegengivelser af syv af kunstneren Anette B. Ørums billedtæpper suppleret af ni digte af Eske K. Mathiesen. ABØs billedtæpper er i hør med broderede tråde indsyet i forskellige farver, teknikker og materialer, primært silke- og polyestertråd. Farverne er lyse, nærmest pastelagtige i nonfigurative mønstre. EKMs digte er korte med fokus på livets og naturens sansede detaljer: "Æder de små guldsmede sten?/Det ser næsten sådan ud,/når de udsøger sig den mest solbeskinnede og varmeste sten/i skovbrynets gærde og grådigt/presser sig mod den med sitrende/vinger og krop for at trænge ind/i stenen og smage den søde kerne./Eller er det en kærlighedsakt?/Grådig elskov?//"

Vurdering

En lille udtryksfuld bog der fremtræder i fin papirkvalitet, som ikke mindst kommer gengivelserne af ABØs fine billedtæpper til gode. Billedtæpperne er udtryks- og kraftfulde i deres enkelhed. EKMs digte er fint afstemte lyriske stykker med stemninger og billeder om det store i verden og livet - set og fanget i de små ting

Andre bøger om samme emne

Andre kombiudgivelser med lyrik er Ord til andet med forskellige kunstudtryk og Mellem værende med fotos

Københavns Biblioteker - Krystalgade 15 - 1172 København K - Tlf: 3366 3000 - Mail: bibliotek@kff.kk.dk
Borgerservice - Tlf: 3366 3366
Spørg biblioteket