Turistinformation på Østerbro Bibliotek

Østerbro bibliotek har fået det grønne, autoriserede turistinformations-I.

..det betyder med andre ord, at vi har uddannet og oplært vores medarbejdere så de kan levere gæsteservice af høj kvalitet. Samtidig har vi indrettet et område på biblioteket til service- og informationsbetjening af turister, beliggende til venstre for indgangen. Via selvbetjeningsskærmens visitorguide er det muligt for turisterne at tilegne sig brugbar information på dansk og engelsk. Herudover præsenterer biblioteket et udvalg af pjecer, bykort og minikort til udvalgte attraktioner og museer i København.

Turistinformation på biblioteket. Hvorfor?

Ved årsskiftet overtog Kultur- og Fritidsforvaltningen ansvaret for turistinformationen i København fra Wonderful Copenhagen. Konkret betyder det, at besøgende i København kan forvente at blive mødt med mere og bedre information om, hvad de kan opleve i byen. De skal eksempelvis kunne gå ind på en række af byens biblioteker eller kulturinstitutioner for at få tips til deres ophold.

For Østerbro Bibliotek giver det mening at påtage sig denne opgave, der giver et serviceløft for bydelens gæster, men også de mange internationale borgere og kulturelt orienterede besøgende på biblioteket. Disse grupper vil opleve en øget adgang til information om kulturtilbud, internationale aviser, tidsskrifter mm.

Spørg biblioteket